Vi forlader Ejer Bavnehøj, og det står ned i stænger. Vi kan lige skimte “Horsens N 500 m”-skiltet ved firetiden, da bilen venligt (men bestemt) melder, at motoren er aaaalt for varm. Ind til siden. Vi konfererer lidt med min far, som konfererer videre med deres mekaniker, som melder tilbage, at det kan være, at den bare mangler lidt vand, og at Peugeot nogle gange overdriver lidt. Vi lirker låget til kølevæsken op og hælder 1½ liter vand derned. Som løber ud igen.

Desværre har vi ikke Falck-abonnement på campingvognen, så vi bestiller Falck til bilen og får min far til at komme med bilen, så vi kan få campingvognen med. Ungerne er ikke glade for, at vi ikke kan komme videre, men det går an, når vi nu skal ned til mormor og morfar i stedet. Vi ringer så til campingpladsen for at sige, at vi nok ikke kommer i dag. De fortæller så, at de har et Falckabonnement, så de kan få og hentet og kørt til campingpladsen og bilen på værksted. HEP, den tager vi!
Ungerne tager det forbløffende pænt, at vi alligevel ikke skal ned til mormor og morfar, men så skal vi altså også hen til vikingecampingpladsen NU! Æh, ja, vi arbejder på det…

Men så starter ventetiden igen. Halv seks ankommer Falckklastbilen, og en halv time senere er bilen monteret på ladet og campingvognen er hægtet bagpå. Nu har vi siddet stille i to timer, så vi starter med at spørge pænt om en tissepause. Falckmanden (der ligner Captain Winthers fra Band of Brothers) er rigtig rar og tager gedemarkedet bag i sin bil med ophøjet ro. Her ses så vogntoget på rasteplads:

Og så af sted. Ungerne tager tingene med ophøjet ro. Vi sidder fint på bagsædet på stribe, og det umiddelbart værste er, at jeg løber tør for strøm, så jeg hverken kan livetweete eller spille Wordfeud.

Vi ankommer til Hasmark Strand Camping ved ottetiden, hvor vi så skal have meget stor Falckbil ned af meget små campingpladsveje ned til vores plads. Jeg trasker efter med kortet, og det er helt tydeligt at se på folks meget empatiske blikke, at lige præcis dét er deres værste feriemareridt, der udspiller sig for øjnene af dem.

Jeg sender Jesper ind for at bestille pizza til os, for selvom vi har levet længe på jumbosneglene, bliver det vist ikke ved med at gå. Naturligvis skal vi ligge allerinderst på lille vej, hvor Falckbil aldrig kan komme ind, men det kan moveren da heldigvis klare. Desværre kan moveren ikke tømme bilen, så jeg er ved at brække mig til sidst af smerte og overanstrengelse af at tage imod alle mulige kasser oppe fra ladet på bilen. Vi kan jo ikke vente på, at Jesper kommer tilbage, Falckmanden skal jo hjem igen.

Jesper og drengene kommer med pizza, og vi sniger os til at spise det ved naboens havebord. Hey, vi var sultne! 🙂

Så tømmer vi drengenes køjer for ting, så de kan komme i seng, og så skal vi have fortelt på. Men det kan ikke komme på. Som trofaste læsere måske kan huske, var vi på Kr. Himmelfartsferie uden fortelt, fordi forhandleren havde hærger teltskinnen, da de lappede den, da den var utæt. Vi havde den så til reparation, og så skulle alt være godt. Men det var det ikke. Vi kan stadig ikke få telt på. Vi har adskillige venlige mennesker til at hjælpe os, og det kan ikke lade sig gøre. Så nu står vi så med havestole, to fortelte (både det lille og det store), havebord, reol og alt muligt andet til forteltet, og vi har ikke engang bilen at lægge det ud i – den er jo blevet kørt til mekaniker. Og det regner jo næsten hele tiden. An-stren-gen-de, I say.

Nå, men en fastligger får arrangeret, at vi kan låne en anden fastliggers fortelt, så vi har et sted at stable alle tingene op, tørre håndklæder og den slags. Det hjælper gevaldigt på det. Og det er da en rigtig fin campingplads, da vi først er ovre den værste arrigskab (som ellers får fin næring af ikke særlig hjælpsom campingforhandler, som jeg talte med i telefonen søndag – jeg var godt nok nær løbet tør for pæn opførsel!).

Men det var helt klart en god historie at fortælle oppe i køkkenet, når man var oppe og vaske op. Og det var faktisk også kun til at grine af. Søndag stod jeg ved siden af to nordjyder, der simpelthen var ved at falde om af grin og ærlig medfølelse, for det var lige godt noget af det værste, de længe havde hørt. Og den ene af dem var faktisk Peugeotsælger! De syntes selv, at deres tur fra Års til Hasmark havde været slem, fordi der havde været tre trafikuheld og kø ved vejarbejde, så det havde taget 5½ time, men det ville de straks holde op med at tænke på som slemt efter min historie. (Selvom jeg nu fastholdt, at deres tur også lød fæl nok.) Men sjovt var det heldigvis, og jeg går jo ALDRIG af vejen for at fortælle en god historie. 🙂

Vi havde en enkelt dag med godt vejr – her den seje legeplads:

Og Pelle var virkelig glad for badelandet:

Allerede mandag fik vi bilen igen – det var et spændebånd på slangen til køleren, der var rustet over, så det var hurtigt klaret. Pyha! Jeg fik et lift ind til Otterup med nogen fra pladsen, og en halv time senere var jeg en glad turistjulegris-med-bil på vej i Fakta.

Pelle var også ude at ride en enkelt gang. Vi tog på en enkelt udflugt fra Hasmark – vi tog til Vissenbjerg og besøgte Terrariet. Øgler, slanger og krybdyr galore! Det var sejt nok. Af alle ting er det her simpelthen en grøn basilisk!

Men ellers holdt vi os mest i campingvognen – det blæste og regnede så meget, at det faktisk ikke var vejr til at være ude, når man ikke havde fortelt. I hvert fald ikke for os.

Da vi skulle derfra efter fem dage, var drengene ovre og lege på legepladsen alene, mens vi pakkede. Der var ikke andre børn, så det turde vi godt. Der kom så en pige, som på en eller anden måde var kommet på tværs af Simon, som så bed hende eftertrykkeligt i armen. Kors i skuret, moren var (berettiget) vred – og det havde ikke hjulpet, at Simon havde rakt tunge ad hende, da hun skældte ham ud. Jeg forklarede, at han ikke var uopdragen, men at han har autisme, og så hentede jeg ham for at få ham til at sige undskyld. Han skulle dælme ikke hen til den dame, for hun havde kaldt ham en møgunge! Men der blev sagt undskyld, og jeg snakkede lidt med ham om, at man faktisk er lidt en møgunge, når man rækker tunge. Himmel og hav…! 🙂

Da vi så kørte derfra, satte bremserne på campingvognen sig fast. Og selvfølgelig væltede det ned. Dér blev jeg næsten så arrig, at jeg mistede talens brug. Det lykkedes heldigvis at få dem rystet fri, da vi kom ud på asfalt, hvor vi kunne gasse op og bremse hårdt op, og så hørte vi heldigvis ikke til dem igen.

Vi havde en aftale hos et campingværksted om eftermiddagen, som skulle prøve at se, om de kunne hjælpe os med skinnen, så vi kunne få telt på. Der var ikke et klap at gøre, den var alt for bulet.

Således opløftede (i det mindste var det for en stund holdt op med at regne) kørte vi til Odense City Camping, hvor vi skulle være den sidste uge af vores ferie.

  One Response to “Årets sommerferie: Camping på Fyn, del 2”

  1. Pyha da, det lyder til at du skal have dig en ferie for at komme dig ovenpå ferien…

 Leave a Reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

(required)

(required)

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha