Hvordan går det så, Anne?

På det jævne. Det er vel hverken godt eller dårligt? 🙂

Sidste år skrev jeg, at vi er en presset familie. Det er vi stadig, men vi står oprejst midt i det hele, og det går okay. Bare vi lader være med at sammenligne os med alle de almindelige familier med alle de almindelige børn og almindelige liv. Jeg tænker ind i mellem på, at det er godt, at Jesper og jeg ikke var sådan nogle meget impulsive mennesker, før vi fik børn – de fleste børnefamilier kan ikke være impulsive de første år, men vi kan ikke være det de næste mange, mange år.

Allermest savner jeg den familiehygge, jeg kan se, at andre familier har. Hygge omkring et spil, hygge omkring at tage et sted hen, hygge omkring at spise frokost. Men det kommer nok engang.

Mine tre drenge og mænd
Jesper fik nyt arbejde i april 2012, men det var ikke nogen succes. Han knoklede på, men det var ikke noget godt match, og han har forladt det igen her i starten af 2013. 2013 var et hårdt år for ham, men nu er jagtet gået ind på noget nyt. Han er stadig glad Legonørd.

Vi søgte hjemmetræning til Simon i juli, men senere på måneden ændrede kommunen Pelles hjemmetræningsbevilling, så vi ikke længere måtte bruge hjælpetrænere, og det blev godt nok bøvlet. De mente i ramme alvor, at jeg selv (alene) skulle træne to børn om eftermiddagen, og det var ikke deres problem, at det ikke kunne hænge sammen rent praktisk, for vi havde jo selv valgt det. Så den diskussion kørte hele efteråret, hvor vi ikke havde hjælpetrænere, så der blev ikke trænet ret meget, og al min energi gik med at hente børn og slås mod kommunen. I december fik vi bevilling til Simon (uden hjælpetrænere), og jeg gik i gang med at prøve at træne begge børn – det var virkelig ikke særlig effektivt, og det var svært at få en kontinuitet i det. Sagen om Pelles hjælpetrænertimer var sendt videre til næste ankeinstans, Det Sociale Nævn, men heldigvis skete det fantastiske i januar 2013, at kommunen ændrede afgørelsen, så vi fik bevilget nogle timer hver uge til hjælp til træningen. Men kors i skuret, det var et hårdt efterår. Og især hårdt at se på spild af ungernes tid og potentiale. Potentiale tabt på gulvet – DET gør ondt på en mor. Men nu: Bedre tider forude!

Simon går stadig i børnehave, og han skal i skole efter sommerferien. Det glæder han sig desværre ikke til. Han skal starte i samme skole som Pelle. Han er kvik og dygtig, når han gider, så det er godt, at vi har fået hjemmetræning til ham, så vi kan arbejde grundigt med motivation. Han er ikke supersocial, så det bliver en udfordring for ham med alle de andre børn. Men normalskolen ser ud til at være det sted, han vil passe bedst ind, og vi tror på ham. Han får jo heldigvis støtte i skolen, og så skal det nok gå. Der er mange ting, han skal lære inden skolestart – vi træner meget at høre efter og huske, hvad der bliver sagt, at kunne tage tøj på selv (efter idræt), ikke at gå i stå hele tiden, at forholde sig til skal-opgaver (når andre siger, at man skal noget) – og han skal lære at gå i brusebad. Men han er kvik nok, så fagligt får han ingen problemet, det er “bare” det udenom. 🙂

Simon er stadig helt utrolig glad for at sidde med en iPad – men heldigvis er det ikke længere kun for at se film, nu spiller han også Angry Birds – eller “gale fugle”, som han kalder dem. Han sidder nok også for meget med den, men der er ikke så meget andet, han kan finde ro ved.

Pelle går nu 1. klasse, og det går ok. Han bliver stadig drillet en del – især var det slemt i frikvartererne frem til sommerferien, hvor jeg mødtes med skolelederen, som heldigvis kunne iværksætte noget mere voksenstøtte til klassen. For det er ikke Pelle, der aktivt driller – han er bare sjov at drille, og de gør de kvikke drenge, der keder sig, så glad og gerne, når de er i flok. Det øgede voksenopsyn hjalp, men hen over efteråret begyndte han igen at fortælle om, at han blev drillet i frikvartererne. Men vi er efterhånden blevet enige om, at det for Pelle gælder om at overleve frikvartererne uden at blive drillet, og så kan han lege i SFO-tiden, når de er voksne omkring ham, der kan holde styr på dem, der vil drille ham. Han er desværre blevet meget kravsafvisende, fordi han i lang tid har fået lov at slippe for nemt for alt muligt (f.eks. at rydde op efter sig), og det er nu endt i, at han ikke vil lave lektier eller lave noget i timerne. Vi håber, at vi kan få rettet op på det i det i 2013.

I den forbindelse vil jeg sige, at hvis jeg endelig skal sige noget godt om at være syg og ude af arbejdsmarkedet, så er det, at jeg kan hente tidligt – vores børn kan ikke være i pasning hver dag til sent. Skolen skal teknisk set kunne passe børnene til lukketid – men det kan vores børn overhovedet ikke klare. Ikke uden at være så udbrændte, når de kommer hjem, at de vil skrige og slå frem til sengetid. Og er det et liv? Er det barnets tarv? Og man kan først få aflastning fra kl. 16:00. Selv hvis jeg er rigtig, rigtig skidt tilpas, så kan jeg dog hente børn hjem, og så har jeg dem hjemme, hvor jeg kan passe på dem.

Men drengene bliver ældre, og nogle ting bliver nemmere, og nogle ting bliver sværere – alene, fordi de bliver ældre, stærkere, mere udadvendte, ser og hører mange ting ude i verden og ikke længere tager vores ord for lov. Det er jo godt nok, vi skal bare lige kunne følge med. 🙂

Hvad med forsikringssagen?
Ja, de skændes stadig. Alting tager tid – det tager nærmest to måneder, fra part 1 sender part 2 brev, og så til part 2 har svaret og sendt til retten og part 1. De kan ikke engang blive enige om, hvad de vil spørge Retslægerådet om. Så det har nok lange udsigter, men jeg håber sørme, at vi vinder – ellers har vi næppe råd til at blive boende i huset. Men det bekymrer mig ikke endnu.

Helbred og mig-mig-mig
Jeg er gået en hel del behandling i 2012. Senetensbehandling hjalp mig ikke, men så startede jeg hos Tommy Hedelund – det er virkelig det lange seje træk. Jeg går til massage og fysioterapi med mellemrum, og jeg startede til “hensyntagende undervisning i pilates” i efteråret – jeg kalder det handicappilates, for alle har en eller anden væsentlig ting, som gør, at de ikke kan deltage i almindelig undervisning. Jeg synes ikke, at jeg overhovedet kan finde ud af det, men det føles som noget godt, så jeg fortsætter. Jeg går også til noget afspændingsbehandling hos underviseren ved siden af. Alt i alt synes jeg, at jeg er på rette vej. Jeg er en lille smule mindre plaget af svimmelhed, end jeg var i starten af året, hvilket er rigtig godt. Til gengæld er jeg nu begyndt at få migræne, hvilket jeg aldrig har haft før, men det skal der også kigges på i 2013.

Min koncentrationsproblematik og udtrætning hænger godt ved. Jeg kan ikke have en formiddagskaffeaftale hverken hjemme eller ude, hvis jeg skal træne eller snakke med nogen om eftermiddagen. Det er simpelthen for hårdt for mit hoved. Jeg har korte glimt, hvor det ikke er så hårdt for mig, og det giver mig håb om fremtiden, men der er stadig så uendelig langt til “gamle dage”, og det gør mig så trist.

Jeg kan stadig ikke køre ret langt i bil alene, en halv time ud er maks, fordi jeg jo også skal hjem igen. Og jeg skal virkelig have en god dag, før jeg tør alene på motorvej. Jeg tør godt køre længere, hvis jeg har nogen med i bilen, for så bliver jeg holdt “kvik” på en anden måde, fordi jeg har en at tale med. Det generer mig gevaldigt, at jeg er stækket på den måde. Jeg har i årevis været vant til at kunne køre hvorhen, jeg ville, så det irriterer mig helt vanvittigt at skulle køres, fordi jeg skal til Horsens.

Piskesmæld er stadig den ondeste psykopatchef, man kan have, og man har ALDRIG fri. Det har man forresten heller ikke fra autismen. Hey, to onde psykopatchefer! Haha. 🙂

Syning er stadig min dejligste bedste hobby. Jeg er blevet god til ikke at købe ret meget ind til lageret, og jeg har ikke købt flere symaskiner – faktisk gav jeg en væk! (Men den havde jeg fået foræret tidligere på året.) Vi har været på den årlige syweekend, og i februar skal vi have sykursus med englænderen. Jeg har haft lidt flere successer i 2012 – måske, fordi jeg har holdt mig fra de ting, jeg ville have svært ved at overskue, men jeg tænker, at det alligevel er en god ting. (Ja, jeg savner geocaching for vildt.)

Venner og socialt
Vi vil gerne have besøg, for det er sgu ikke nemt at komme af sted. Så er det sagt. Jeg er glad for alt det gode selskab, som min lille sycirkel giver mig. Jeg er vældig glad for Facebook og Twitter, som giver mig fornemmelsen af at holde frokostpause med nogen og smalltalke lidt, lige som det giver lidt ekstra at blive Facebook-venner med folk, jeg har lært at kende her i byen, så man har lidt mere at snakke om, når man mødes kort og tilfældigt.

Sommerferien
Hold da op, som vi alle fik motioneret vores fleksibilitet der. Der var mange ting, der gik galt på den ferie, som man kan læse om her: del 1. del 2 og del 3. Men vi synes nu alligevel, at det var en god ferie, og drengene taler også stadig om det, så det kan da ikke have været helt skidt. I foråret sagde jeg, at vi i 2013 måske skulle voves os udenlands, men det er lige udsat – vi skal lige have en ferie i Danmark, hvor ting glider lidt mere i olie!

Farvel drøm om sommerhus
Vi har solgt Pletten – og dermed vores drøm om sommerhus med horisontudsigt og flagermus på Djursland. Det ville næppe komme til at passe til vores familieform, og vi har ikke kræfter (eller evner) til at passe et hus mere. Og vi kommer aldrig til at tjene penge nok til, at det ikke vil være en økonomisk byrde. Så nu solgte vi grunden, og så behøver vi forhåbentlig ikke gøre noget drastisk, før vi ved, om jeg får min erstatning eller ej.

Mine håb for 2013?
At Jesper finder et job, som er godt for ham og hele familien, at det går godt for Simon og Pelle, og at jeg selv får det lidt bedre. Det er vel små ønsker, ikke? Nåja, og så at jeg lærer IKKE at lave slåfejl ved dobbeltkonsonanter. Jeg skriver helt utrolig mange ikek’er og hjemem’er, og det er til at få spat af.

 Leave a Reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

(required)

(required)

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha