Anne

 

I den sidste weekend i februar havde vi det årlige sykursus med søde Celia fra England.

Denne gang var vi ni (faktisk ti, men den sidste tog syg hjem tidligt lørdag morgen), og ud af de ni var der tre nybegyndere. Det var vi lidt spændte på – hvordan ville det spænde af, ville de få tid nok til at blive sat ind i tingene? Det viste sig at være en rigtig god fordeling mellem nye og gamle – de tre nye stod i nærheden af hinanden og hørte hinanden blive hjulpet, så de havde stor gavn af hinanden. Det fungerede også meget bedre end et helt hold nye, for når alle er nye og skal lave det samme, så står alle i kø på samme tid, og så stor der hele tiden mange på listen. Så vi gør nogenlunde det samme næste år, og næste år er allerede planlagt til sidste weekend i januar.

Det lykkedes mig at undgå at blive rigtig dårlig, mens vi var af sted, men jeg var også solidt medicineret, så jeg var rigtig tilfreds med weekenden, og jeg var tilfreds med det, jeg nåede at få lavet – jeg får aldrig lavet så meget som de andre, men det er jo bare sådan, det er. Jeg havde i år sørget for at gemme radioen væk, da vi ankom fredag eftermiddag, så der var heldigvis ikke nogen, der spillede høj musik, så jeg slap for at skulle hen og bede dem om at slukke.

Celia og jeg havde det som sædvanligt vældig hyggeligt – vi besøgte vores sædvanlige butikker, vi spiste den obligatoriske broccoli-slaw til aftensmad hver aften, og vi driller hinanden lidt i al venskabelighed. Det er altid lidt trist at vinke farvel til hende om mandagen, fordi der er så lang tid til, at hun kommer igen. Men i skrivende stund er der jo faktisk kun lidt over et halvt år, og det sidder jeg og bliver helt glad ved tanken om. 🙂

 

Jeg er ikke god til at blogge for tiden – jeg føler mig lidt overvåget, så jeg har skåret lidt ned på ting. Jeg skal nok komme tilbage, når det klinger lidt af.

For et par indlæg siden skrev jeg om madlog.dk. Jeg bruger det ikke længere – en længerevarende monsterforstoppelse ødelagde al motivation til den slags. Men madlog.dk lærte mig en helt konkret ting, som jeg ikke vidste før: At jeg ikke bare skal spise uhæmmet af havregrynene om morgenen. Så nu har jeg faktisk fået vendt trenden, så jeg kan se, at vægter meget langsomt går ned eller står stille. Og det er fint nok for mig lige nu.

Vi har fået rimelig ro på drengenes træning og aflastning – vi har fået to rigtig søde og dygtige hjælpetrænere godt op at køre, og det er en fornøjelse at have et lille team omkring drengene. Pelle skal i 2. klasse efter sommerferien, og Simon skal starte i 0. klasse. De bliver større og dygtigere, og der er færre kriser end for et år siden. Til gengæld kan kriserne være noget mere indviklede, fordi drengene udvikler sig. You win some, you lose some. 🙂

Hvad mit hoved angår, har jeg lige så ondt og bøvlet, som jeg plejer.

Nu står sommeren for døren, og varme trænger vi til.

 

Nu har jeg flere gange haft en doodle-afstemning kørende, og på den baggrund har jeg gjort nogle observationer. En doodle er en (dansk) afstemningsfunktion på doodle.com, hvor man kan sætte en afstemning op, hvor man f.eks. vælger mellem nogle datoer, som folk siger ja/nej/måske til, og på baggrund af det kan man se, hvilken dato flest har mulighed for at komme. Her er et anonymiseret eksempel:

 

Grøn betyder ja, rød betyder nej og gul betyder måske.

Det er mange vidt forskellige afstemninger, jeg har været admin for, så det er vigtigt for mig at sige, at observationerne er overhovedet ikke møntet på noget eller nogen specifikt. Det er vist bare den akademiske interesse for kulturforståelse, der er vågnet op. Jeg synes, at mekanismerne er ret interessante. Der er helt sikkert nogen, der har undersøgt det her nærmere, og der er sikkert mere i det end det, jeg ser, men jeg vil nu alligevel lige diskutere det.

I disse eksempler er det en åben afstemning – deltagerne kan altså se, hvad de andre har stemt.

Alt efter, om man stemmer som en af de første eller en af de sidste, har man forskellige grader af indflydelse.

Navne Weekend1 Weekend2 Weekend3
Peter x x
Poul x x
Søren x
Henrik x x
3 2 2

 

Hvis der skulle afgøres en dato nu, ville Weekend1 formentlig blive valgt.

Nu kommer Marianne så og skal stemme. Hun ser så herrernes stemmer. Hvordan påvirker det hende? Hendes weekender er som regel lige travle, og hun er faktisk så småt inviteret til noget andet alle tre weekender. Vil hun kunne vælge helt neutralt efter at have set andres valg? Vil hun være tilbøjelig til bedre at kunne Weekend1, fordi der er fleste, der kan der? Og måske kender hun Poul og Peter lidt bedre, end hun kender Søren – vil det påvirke hendes stemme? Hvis hun nu havde stemt som nummer 2, ville der nok ikke være så meget, der kunne påvirke hendes beslutning.

Jeg tror, at hvis man stemmer som en af de første, har man stor påvirkning, fordi flere vil se det, man har stemt. Hvis man stemmer som en af de sidste, tror jeg, at man bestemmer mest. Se næste eksempel.

Navne Weekend1 Weekend2 Weekend3
Peter x x
Poul x x
Søren x
Henrik x x
Marianne x
Sara x x
Marie x x
4 4 4

 

Der er nu stemmelighed – fire stemmer på hver weekend, og der er syv, der har stemt. Det betyder altså, at hvis der er ni deltagere til weekenden, kommer den ottendes stemme til at trække rigtig meget i en bestemt retning.

Navne Weekend1 Weekend2 Weekend3
Peter x x
Poul x x
Søren x
Henrik x x
Marianne x
Sara x x
Marie x x
Pia x x
4 5 5

 

Nu er der otte, der har stemt. Hvis der er ni deltagere, vil nummer ni kunne bestemme suverænt, hvornår det skal være. Hvis den niende deltager Grethe kun kan Weekend1, er der stemmelighed, og så skal “nogen” tage en beslutning om, hvornår det skal være – hvem der ikke skal med. Men hvis Grethe kan både Weekend2 og Weekend3, skal nogen også tage en beslutning. Men i mange tilfælde når det ikke dertil, for hvis Grethe ved, at hun er den sidste, vil hun formentlig kun vælge den weekend, der passer hende bedst. Og “passer bedst” kan være flere ting – enten den specifikke weekend, eller deltagerne.

Således vil jeg hævde, at der er stor indflydelse på hele gruppen, hvis man stemmer tidligt. Jeg tror, at i samme øjeblik man ser en rød firkant (hvilket betyder en mulighed, en deltager har valgt, at han/hun ikke kan), er man tilbøjelig til at tænke “nåja, den weekend var nok heller ikke så god for mig”. Jeg vil også hævde, at man bestemmer allermest, hvis man stemmer som en af de sidste – for selvom man i virkeligheden kan alle datoerne, kan man ved stemmelighed faktisk egenhændigt bestemme den endelige dato.

Gruppedynamikken har formentlig også en del at skulle have sagt. Har nogen højere rang end andre? Er der nogen, man gerne vil tækkes? Er der nogen, man specielt gerne vil have med? Er der nogen, man egentlig gerne vil undgå kommer med? Det vil også vise sig, hvis der efter endt afstemning er stemmelighed, og ingen kan alle dagene – hvem vælger, hvem der IKKE skal med?

Det betyder teoretisk set, at man kunne spekulere i, hvornår man deltager i afstemningen – alt efter, om en afstemning går nogenlunde efter, hvad man selv ville foretrække, kan man læne sig tilbage og stemme på “det rigtige tidspunkt” – præcis hvornår man vil gøre sin indflydelse gældende. Det er der næppe ret mange, der gør, men det er muligt. Der er nok mange, der vælger at stemme til sidst, fordi det så bliver nemmere. Hvis man stemmer om mange muligheder, er det nemmere at tage stilling til de få, hvor flest kan. Men reelt forvrænger det vel afstemningen?

Så en afstemning er faktisk ikke så enkel, som man kunne tro. Altså, hvor svært kan det være – stem om en dato og vælg den, hvor flest kan. Men det er ikke så lige til.

Jeg vil virkelig gerne høre, hvad I tænker, så smid endelig en kommentar.

 

Jeg kører stadig på med madlog.dk og et opmærksomt øje på, hvad jeg spiser. Der er gået noget meget væsentligt op for mig: Jeg får slet ikke fedt nok. Vi har i mange, mange år fået proppet hovederne fulde af, at fedt er usundt, spis maks. 30% af din energi i fedt, og selvom jeg godt ved, at det ikke er helt sort/hvidt, var det alligevel ikke gået op for mig, at man faktisk skal MINDST 25% af sin energi fra fedt. Det taler de OVERHOVEDET ikke om hos Vægtvogterne – det gjorde de ikke dengang, i hvert fald.

Da jeg havde logget på madlog.dk i nogle dage, gik det op for mig, at jeg i snit spiste ca. 18%. Det lyder måske ikke af så meget i tal, men det er faktisk 30% for lidt. Og hvis det så er over et helt liv? Hvad skal min hjerne leve af? 🙂 Da jeg så læste noget mere, fandt jeg så også ud af, at det faktisk er meget svært at tabe noget, hvis man får for lidt fedt.

Især sætningen “du kan føle dig fuld uden at føle dig mæt, hvis du ikke får fedt nok” har virkelig sat sig i mit baghoved.

Nu har jeg i årevis virkelig forsaget fedt i yoghurt, på brød, i hakket kød og den slags, men det er måske ikke godt at være så krakilsk. Selvfølgelig skal man stadig passe på de ikke så sunde fedtstoffer (selvom det jo også er ved at blive lavet om, hvad der er sundt og ikke sundt – pånær transfedt, som vist altid vil være noget skidt), men måske er det okay at bruge 6-10% hakkekød og putte lidt smør på brødet.

Nå, men rent konkret er jeg begyndt at spise 10% yoghurt om morgenen (det havde jeg ALDRIG troet!) og spise avocadomad til frokost. Det betyder, at jeg samlet må spise mindre, fordi der er mere end dobbelt kalorier i fedt end i kulhydrat og protein, men det er nok nødvendigt.

 

Vores campingvogn står i vinterhi frem til påske hos i maskinhuset hos landmand Carina. Og når jeg ved, at den snart kommer til at stå i indkørslen, begynder jeg at tænke på, hvor rart det kunne være at komme lidt på påskecamping. Hvis vejret er til det.

Vores første påske med campingvognen var i 2011, og som påske betragtet var den forræderisk: Det var nemlig godt vejr. Virkelig godt vejr. Vi tager lige et klip af påskens vejr de sidste 20 år:

Påsken 2011 21.-25. april Solrig, varm og tør. Dagtemperaturer op omkring 20°C i alle landsdele.

Ja, mon ikke. Vi var på Skagen (Ja, vi var på PÅ Skagen, for vi var ikke I Skagen by) helt ude ved havet,og det var lunt og rart de fleste dage. Så sidder det så fast i hukommelsen som “påskecamping”.

Så blev det 2012.

Påsken 2012 5.-9. april Mest skyet med nedbør af og til. Køligt med frost de fleste nætter.

Selvfølgelig faldt påsken lidt tidligere i 2012 end i 2011, men alligevel stor forskel. Vi skulle ingen steder. Drengene var meget skuffede, og vi endte med at sove en enkelt nat i campingvognen ude i indkørslen en nat, hvor der kun lige var en lille smule nattefrost. Vores vogn er IKKE vinteroptimeret, lad mig sige det sådan. Den første halvdel af natten var det koldt, den anden halvdel for varmt.

Og i år falder påsken så lige lidt tidligere endnu, og det er stadig pivekoldt. Men det afholder jo ikke én fra at drømme lidt om godt vejr. Akja.

 

… at kiloerne ikke bare bliver væk.

Som I ved, var jeg på megaskrump i 2008, fordi jeg skulle opereres i hoften, og så skulle jeg tabe mig på kommando. Jeg bruger Vægtvogterne, og det fungerede fint nok for mig. Det var kedeligt at tabe så meget så hurtigt, men det lykkedes, og det lykkedes faktisk også at holde det væk temmelig længe. Efter december 2011 var der kommet et par kilo på, og efter december 2012 lidt mere, og nu går det ikke længere – trenden skal vendes. Denne gang gider jeg ikke Vægtvogterne. Så nu er jeg gået i gang på madlog.dk, som jeg indtil videre er ret imponeret over. Man taster ind, hvad ens vægtmål er og en dato, og hvad ens aktivitetsniveau er, og så regner den ud, hvor mange kalorier man må spise. De har helt utroligt mange madvarer i databasen (f.eks. er der mindst otte mærker af roastbeef-pålæg) og ret mange opskrifter, som man lige kan overføre til sin egen madplan. Man kan også taste sine egne opskrifter til eget brug eller sende dem ind til databasen. Således har jeg oprettet et par af vores ofte brugte opskrifter, og jeg har oprettet en “Annes kaffe med mælk og sukker”, så den er nemt at taste ind. Den viser også, om kulhydrat/protein/fest-fordelingen er god. Ski’e smart, siger jeg bare. Jeg synes, at man får noget for sine penge.

Efter de første par dage kunne jeg konstatere, at jeg egentlig spiser ganske sundt – jeg spiser bare for meget. F.eks. synes min mave ikke, at der er noget som helst galt med et ordentligt bjerg havregryn med frugt og mælk om morgenen. Men jeg kan jo godt se, at jeg hellere må nøjes med en lille bakke. 🙂 (Havregryn er sundt på mange måder, men ikke for mange af dem.)

Aktivitetsniveauet er nok min akilleshæl. Jeg træner en gang om ugen, men derudover laver jeg ikke ret meget, fordi jeg får så ondt i nakken af det meste. Og jeg cykler ikke hver dag eller sådan noget. Men altså, madlog.dk har mange slags motionsformer inde, og jeg kan helt konkret se, at hvis jeg cykler fem minutter på kondicyklen, må jeg spise et stykke chokolade, og så håber jeg, at det kan hjælpe lidt.

 

Hvordan går det så, Anne?

På det jævne. Det er vel hverken godt eller dårligt? 🙂

Sidste år skrev jeg, at vi er en presset familie. Det er vi stadig, men vi står oprejst midt i det hele, og det går okay. Bare vi lader være med at sammenligne os med alle de almindelige familier med alle de almindelige børn og almindelige liv. Jeg tænker ind i mellem på, at det er godt, at Jesper og jeg ikke var sådan nogle meget impulsive mennesker, før vi fik børn – de fleste børnefamilier kan ikke være impulsive de første år, men vi kan ikke være det de næste mange, mange år.

Allermest savner jeg den familiehygge, jeg kan se, at andre familier har. Hygge omkring et spil, hygge omkring at tage et sted hen, hygge omkring at spise frokost. Men det kommer nok engang.

Mine tre drenge og mænd
Jesper fik nyt arbejde i april 2012, men det var ikke nogen succes. Han knoklede på, men det var ikke noget godt match, og han har forladt det igen her i starten af 2013. 2013 var et hårdt år for ham, men nu er jagtet gået ind på noget nyt. Han er stadig glad Legonørd.

Vi søgte hjemmetræning til Simon i juli, men senere på måneden ændrede kommunen Pelles hjemmetræningsbevilling, så vi ikke længere måtte bruge hjælpetrænere, og det blev godt nok bøvlet. De mente i ramme alvor, at jeg selv (alene) skulle træne to børn om eftermiddagen, og det var ikke deres problem, at det ikke kunne hænge sammen rent praktisk, for vi havde jo selv valgt det. Så den diskussion kørte hele efteråret, hvor vi ikke havde hjælpetrænere, så der blev ikke trænet ret meget, og al min energi gik med at hente børn og slås mod kommunen. I december fik vi bevilling til Simon (uden hjælpetrænere), og jeg gik i gang med at prøve at træne begge børn – det var virkelig ikke særlig effektivt, og det var svært at få en kontinuitet i det. Sagen om Pelles hjælpetrænertimer var sendt videre til næste ankeinstans, Det Sociale Nævn, men heldigvis skete det fantastiske i januar 2013, at kommunen ændrede afgørelsen, så vi fik bevilget nogle timer hver uge til hjælp til træningen. Men kors i skuret, det var et hårdt efterår. Og især hårdt at se på spild af ungernes tid og potentiale. Potentiale tabt på gulvet – DET gør ondt på en mor. Men nu: Bedre tider forude!

Simon går stadig i børnehave, og han skal i skole efter sommerferien. Det glæder han sig desværre ikke til. Han skal starte i samme skole som Pelle. Han er kvik og dygtig, når han gider, så det er godt, at vi har fået hjemmetræning til ham, så vi kan arbejde grundigt med motivation. Han er ikke supersocial, så det bliver en udfordring for ham med alle de andre børn. Men normalskolen ser ud til at være det sted, han vil passe bedst ind, og vi tror på ham. Han får jo heldigvis støtte i skolen, og så skal det nok gå. Der er mange ting, han skal lære inden skolestart – vi træner meget at høre efter og huske, hvad der bliver sagt, at kunne tage tøj på selv (efter idræt), ikke at gå i stå hele tiden, at forholde sig til skal-opgaver (når andre siger, at man skal noget) – og han skal lære at gå i brusebad. Men han er kvik nok, så fagligt får han ingen problemet, det er “bare” det udenom. 🙂

Simon er stadig helt utrolig glad for at sidde med en iPad – men heldigvis er det ikke længere kun for at se film, nu spiller han også Angry Birds – eller “gale fugle”, som han kalder dem. Han sidder nok også for meget med den, men der er ikke så meget andet, han kan finde ro ved.

Pelle går nu 1. klasse, og det går ok. Han bliver stadig drillet en del – især var det slemt i frikvartererne frem til sommerferien, hvor jeg mødtes med skolelederen, som heldigvis kunne iværksætte noget mere voksenstøtte til klassen. For det er ikke Pelle, der aktivt driller – han er bare sjov at drille, og de gør de kvikke drenge, der keder sig, så glad og gerne, når de er i flok. Det øgede voksenopsyn hjalp, men hen over efteråret begyndte han igen at fortælle om, at han blev drillet i frikvartererne. Men vi er efterhånden blevet enige om, at det for Pelle gælder om at overleve frikvartererne uden at blive drillet, og så kan han lege i SFO-tiden, når de er voksne omkring ham, der kan holde styr på dem, der vil drille ham. Han er desværre blevet meget kravsafvisende, fordi han i lang tid har fået lov at slippe for nemt for alt muligt (f.eks. at rydde op efter sig), og det er nu endt i, at han ikke vil lave lektier eller lave noget i timerne. Vi håber, at vi kan få rettet op på det i det i 2013.

I den forbindelse vil jeg sige, at hvis jeg endelig skal sige noget godt om at være syg og ude af arbejdsmarkedet, så er det, at jeg kan hente tidligt – vores børn kan ikke være i pasning hver dag til sent. Skolen skal teknisk set kunne passe børnene til lukketid – men det kan vores børn overhovedet ikke klare. Ikke uden at være så udbrændte, når de kommer hjem, at de vil skrige og slå frem til sengetid. Og er det et liv? Er det barnets tarv? Og man kan først få aflastning fra kl. 16:00. Selv hvis jeg er rigtig, rigtig skidt tilpas, så kan jeg dog hente børn hjem, og så har jeg dem hjemme, hvor jeg kan passe på dem.

Men drengene bliver ældre, og nogle ting bliver nemmere, og nogle ting bliver sværere – alene, fordi de bliver ældre, stærkere, mere udadvendte, ser og hører mange ting ude i verden og ikke længere tager vores ord for lov. Det er jo godt nok, vi skal bare lige kunne følge med. 🙂

Hvad med forsikringssagen?
Ja, de skændes stadig. Alting tager tid – det tager nærmest to måneder, fra part 1 sender part 2 brev, og så til part 2 har svaret og sendt til retten og part 1. De kan ikke engang blive enige om, hvad de vil spørge Retslægerådet om. Så det har nok lange udsigter, men jeg håber sørme, at vi vinder – ellers har vi næppe råd til at blive boende i huset. Men det bekymrer mig ikke endnu.

Helbred og mig-mig-mig
Jeg er gået en hel del behandling i 2012. Senetensbehandling hjalp mig ikke, men så startede jeg hos Tommy Hedelund – det er virkelig det lange seje træk. Jeg går til massage og fysioterapi med mellemrum, og jeg startede til “hensyntagende undervisning i pilates” i efteråret – jeg kalder det handicappilates, for alle har en eller anden væsentlig ting, som gør, at de ikke kan deltage i almindelig undervisning. Jeg synes ikke, at jeg overhovedet kan finde ud af det, men det føles som noget godt, så jeg fortsætter. Jeg går også til noget afspændingsbehandling hos underviseren ved siden af. Alt i alt synes jeg, at jeg er på rette vej. Jeg er en lille smule mindre plaget af svimmelhed, end jeg var i starten af året, hvilket er rigtig godt. Til gengæld er jeg nu begyndt at få migræne, hvilket jeg aldrig har haft før, men det skal der også kigges på i 2013.

Min koncentrationsproblematik og udtrætning hænger godt ved. Jeg kan ikke have en formiddagskaffeaftale hverken hjemme eller ude, hvis jeg skal træne eller snakke med nogen om eftermiddagen. Det er simpelthen for hårdt for mit hoved. Jeg har korte glimt, hvor det ikke er så hårdt for mig, og det giver mig håb om fremtiden, men der er stadig så uendelig langt til “gamle dage”, og det gør mig så trist.

Jeg kan stadig ikke køre ret langt i bil alene, en halv time ud er maks, fordi jeg jo også skal hjem igen. Og jeg skal virkelig have en god dag, før jeg tør alene på motorvej. Jeg tør godt køre længere, hvis jeg har nogen med i bilen, for så bliver jeg holdt “kvik” på en anden måde, fordi jeg har en at tale med. Det generer mig gevaldigt, at jeg er stækket på den måde. Jeg har i årevis været vant til at kunne køre hvorhen, jeg ville, så det irriterer mig helt vanvittigt at skulle køres, fordi jeg skal til Horsens.

Piskesmæld er stadig den ondeste psykopatchef, man kan have, og man har ALDRIG fri. Det har man forresten heller ikke fra autismen. Hey, to onde psykopatchefer! Haha. 🙂

Syning er stadig min dejligste bedste hobby. Jeg er blevet god til ikke at købe ret meget ind til lageret, og jeg har ikke købt flere symaskiner – faktisk gav jeg en væk! (Men den havde jeg fået foræret tidligere på året.) Vi har været på den årlige syweekend, og i februar skal vi have sykursus med englænderen. Jeg har haft lidt flere successer i 2012 – måske, fordi jeg har holdt mig fra de ting, jeg ville have svært ved at overskue, men jeg tænker, at det alligevel er en god ting. (Ja, jeg savner geocaching for vildt.)

Venner og socialt
Vi vil gerne have besøg, for det er sgu ikke nemt at komme af sted. Så er det sagt. Jeg er glad for alt det gode selskab, som min lille sycirkel giver mig. Jeg er vældig glad for Facebook og Twitter, som giver mig fornemmelsen af at holde frokostpause med nogen og smalltalke lidt, lige som det giver lidt ekstra at blive Facebook-venner med folk, jeg har lært at kende her i byen, så man har lidt mere at snakke om, når man mødes kort og tilfældigt.

Sommerferien
Hold da op, som vi alle fik motioneret vores fleksibilitet der. Der var mange ting, der gik galt på den ferie, som man kan læse om her: del 1. del 2 og del 3. Men vi synes nu alligevel, at det var en god ferie, og drengene taler også stadig om det, så det kan da ikke have været helt skidt. I foråret sagde jeg, at vi i 2013 måske skulle voves os udenlands, men det er lige udsat – vi skal lige have en ferie i Danmark, hvor ting glider lidt mere i olie!

Farvel drøm om sommerhus
Vi har solgt Pletten – og dermed vores drøm om sommerhus med horisontudsigt og flagermus på Djursland. Det ville næppe komme til at passe til vores familieform, og vi har ikke kræfter (eller evner) til at passe et hus mere. Og vi kommer aldrig til at tjene penge nok til, at det ikke vil være en økonomisk byrde. Så nu solgte vi grunden, og så behøver vi forhåbentlig ikke gøre noget drastisk, før vi ved, om jeg får min erstatning eller ej.

Mine håb for 2013?
At Jesper finder et job, som er godt for ham og hele familien, at det går godt for Simon og Pelle, og at jeg selv får det lidt bedre. Det er vel små ønsker, ikke? Nåja, og så at jeg lærer IKKE at lave slåfejl ved dobbeltkonsonanter. Jeg skriver helt utrolig mange ikek’er og hjemem’er, og det er til at få spat af.

 

Til min fødselsdag i 2010 lavede Christina denne fantastiske kage til mig.

 

Så blev det fødselsdagstid igen! Og igen i år var det en dejlig eftermiddag. Folk prioriterer at komme, and i luv it. Vi glemte desværre at tage billeder. 🙂

Skal der være gilde, lad der være gilde, og jeg debaterer livligt med Jesper og mig selv i dagene op til, hvad jeg skal lave. Der skal jo ikke være for meget, ikke være for lidt, ikke for meget af det samme og bla bla bla. Vi blev igen sådan omkring de 35 personer.

Jeg ændrede et par af bageplanerne i sidste øjeblik, men det endte med:

Krækbrød – fordi jeg på tørreste haha-vis havde inviteret til knækbrød i invitationen. Jeg brugte Signes opskrift, men jeg brugte dobbelt solsikkefrø i stedet for græskarkerner og flere havregryn i stedet for hørfrø.

To slags boller – rosinboller og grovboller.

Skildpaddelagkager – de blev lavet i sidste øjeblik, fordi to forskellige spurgte, om der ville være skildpaddelagkager, og det kunne jeg jo ikke sidde overhørigt. Desværre blev bundene ikke så gode, men det må jeg jo øve mig på til næste gang. Opskriften findes rundt omkring på nettet, her er en af dem: Skildpaddelagkage – jeg bruger 12 store skildpadder i cremen og så 10 af de små skildpadder til pynt, ellers synes jeg, at det simpelthen bliver for meget romcreme. Det er ikke en kage, man spiser store stykker af.

Citronspecier (efter Mette Blomsterbergs opskrift)

Styre Stygge Ulvs chokoladefirkanter – den kage laver jeg til til fødselsdag, fordi det er en “almindelig chokoladekage”. Men der bliver næsten ikke spist noget af den, så måske den er for kedelig i forhold til de andre ting, jeg laver? 🙂

Sneglekage – lige som sidste år, men denne gang brugte jeg Søris-mel, og det er selvfølgelig en smagssag, men det gør jeg ikke igen. “Man” siger, at man ikke skal bruge Søris til kage, og i min verden er en sneglekage mere en kage end et brød. Jeg huskede dog glasuren denne gang! Jeg kogte vaniljecremen efter Frk. Jensen.

Apple crumble lige som sidste år.

Belært af erfaringen lavede vi ikke skumfiduskagen i år, for den tog næsten livet af folk sidste år.

Jeg fik det heldigvis strakt ud over nogle dage. Jeg plejer at sætte “på terassen” som køleskab, men det frøs et par grader og bløste, så jeg brugte bagagerummet i bilen, for der ikke var samme nedkøling eller fugtighed.

Torsdag: Specier og knækbrød
Fredag: Koge vaniljecreme
Lørdag dag: Røre bolledej og sætte ud, bage chokoladekage, bage lagkagebunde og samle lagkager
Lørdag aften: Lave sneglekage og sætte ud, samle applecrumble og sætte ud
Søndag morgen: Bage sneglekage, bage apple crumble

Fordi jeg ikke bager ret meget i løbet af året, er der altid noget, der ikke går helt efter planen. But who cares – det er rart alligevel, og folk pligtspiser heldigvis ikke noget, der er tungt som beton.

 

Det er jeg så nu. Det er godt nok et leverpostejfarvet tal. Sidste år kunne det lige svinge sig op til at være halvrundt, men 36 er vist nok der, hvor man skal se at blive voksen. Not gonna happen – i hvert fald ikke hele tiden.

I morges var der ingen sang fra ungerne, men Simon kom ind og krammede og kyssede mig og sagde tillykke, og da jeg kom ned, sagde Pelle også tillykke, så det har da i hvert fald oppet sig lidt fra sidste år. Min mor kom forbi om formiddagen med vaniljekranse og min gave, og så kørte hun mig ind til byen, fordi hun skulle i samme retning.

I år fravalgte jeg en fødselsdagsgave fra Jesper mod til gengæld at blive inviteret på frokost og slentretur i byen – og det var rigtig hyggeligt. Det har vi ikke gjort uden børn i åååårevis. Heller ikke med børn, faktisk. For så slentrer man ikke, haha! Men det var sørme koldt i dag – brrr. Vi var i et par butikker og så spiste vi frokost på Memphis Roadhouse i Århus. Det var god mad, men jeg forstår ikke helt hypen over brisket (oksespidsbryst) – det var rigtigt fint lavet og god kvalitet, jeg synes faktisk, at det var lidt kedeligt. men deres pulled pork-sandwich – ørj, den var god! Så travede vi på Sharks og fik en kop kaffe bagefter.

Pelle var med sin klasse i Børnenes Hus om eftermiddagen, og Jesper afløste Pelles støtte kl. 14:30, og jeg tog hjem efter Simon. Da Jesper og Pelle så kom hjem, stenede vi alle sammen helt frem til aftensmad (jeg var så dødtræt efter den eftermiddag – helt flad), hvor Jesper og jeg fik en rugbrød og drengene lidt pizza fra fryseren. Der var ikke voldsom appetit efter den frokost. 🙂

En fin dag – det gjorde ikke ondt at blive 36.

© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha