Kære unge mand, der kørte ind i os.

Du kom kørende hen mod rundkørslen. Du kiggede lige til siden, sagde du, og da du bremsede, satte din ABS pludseligt ud, dine bremser blokerede, og derfor kunne du ikke nå at bremse, og derfor ramte du os. Ret skal være ret, du var rigtigt ked af, at det var sket, og du undskyldte mange gange, forsikrede mig om, at det ikke var med vilje og ønskede mig god bedring, da jeg blev lodset ind i ambulancen.

Først ville du have os til at tage bilen til mekaniker for at se, hvor dyrt det blev at reparere, så ville du måske betale selv. Det blev så for dyrt, mente du, og det skulle gå over forsikringen, og du ville lige vende tilbage med policenummer. Der gik nogle dage, uden at vi hørte fra dig, men så forlød det, at du havde glemt din telefon hos en kammerat, at din kæreste havde været på sygehuset i weekenden, og at du lige skulle ud til dine forældre for at hente papirerne. Det var sidste mandag, og siden har vi ikke hørt et kvæk. Nu har vi sat vores forsikringsselskab og politiet på at rode det ud, men tiden går og går, og vi kan ikke få repareret bilen, før dit forsikringsselskab sender en taksator – et held, at bilen stadig kan køre, ellers havde vi ikke haft bil i nu to uger, fordi du ikke kan køre bil og heller ikke kan tage så meget ansvar for dine handlinger, at du lige sørger for at give os de informationer, vi har brug for. Jeg har også stadig brug for policenummeret på din ansvarsforsikring, fordi jeg stadig har det skidt efter påkørslen, men det bekymrer dig tilsyneladende heller ikke så meget.

Du mener absolut ikke, at du kørte for stærkt. Hvis vi et øjeblik kigger på sagen udefra: Du er i starten af tyverne, meget korthåret, har fine tatoveringer på dine store overarme og en tyk halskæde. Du kører i en Audi A3 med skørter ned til asfalten og et anlæg så stort, at der ikke er plads bag i bilen til din smadrede forreste kofanger, selvom du lægger sæderne ned. Du kan ikke stave helt så godt, du kan ikke huske dit eget mobilnummer, og du kan ikke skrive dit CPR-nummer korrekt (man skal ikke skrive 19 foran sit fødselsår). Du skal ud til dine forældre for at finde ud af, hvem dit forsikringsselskab er, det tyder det lidt på, at du måske ikke helt selv står for den forsikring, selvom det jo ikke er lovligt. I det hele taget er det lidt suspekt, at du er blevet så tavs. Du kunne jo lige bede dine forældre ringe til mig med policenummeret. Eller bare prøve at tage telefonen, når jeg ringer – eller ringe tilbage. Jeg vil så gerne tro på det bedste i folk, men det er svært lige nu – lige om lidt finder jeg vel ud af, at du hedder Brian til mellemnavn.

Hvis jeg nogensinde hører, hvorfor du pludseligt blev så tavs, skal jeg i retfærdighedens navn nok noteret det her i brevet efterfølgende. grin

Viele Grüsse, … UPDATE: Jeg har nu talt med dit forsikringsselskab. Forsikringen er endnu ikke oprettet i deres system, og manden i telefonen læste op af en mail, der var blevet sendt til oprettelsesafdelingen: “Hej, vil I være søde at oprette den forsikring, da der er indløbet en skadesanmeldelse”. “Aha”, sagde jeg så, “han har måske lige købt bilen?” – “Ja, det er ikke så længe siden…” – javel-ja, hihi, det forklarer jo en hel del. Men når de så har fået oprettet forsikringen, så vil de så sende dig et brev, hvor de beder dig anmelde skaden. Når du så har fået det gjort (og det skynder du dig lige med, ikke?), vil de sende os et brev, hvor de beder os køre bilen på værksted og ringe efter deres taksator.

  2 Responses to “Åbent brev …”

  1. Jamen selvfølgelig; vi opretter dig lige som elitebilist med det samme, så skal vi ikke til at ændre præmietrin og alt det der… Anne, hvorfor kommer du altid i de mest besværlige situationer? Min dybeste medfølelse.

  2. Hvor er det dog bare grotesk. Jeg er meget glad for, at jeg, de få gange vi er blevet påkørt, ikke har skullet slås med disse problemer. God bedring til dig – og så håber jeg sandelig snart bilen bliver ordnet!

Sorry, the comment form is closed at this time.

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha