aka Pletten … er solgt. Det tog Home i Ebeltoft 1½ uge – selvom jeg egentlig er tvivl om, hvor meget de aktivt gjorde, men de var i hvert fald meget hjælpsomme. Holy cow, der skal skaffes mange forskellige papirer, og jeg blev helt træt – jeg mener, det er et stykke mark med en vandhane og en gammel garage, hvor meget skal der til? Der skulle så en del til, men det gav jo så også pote.

Vi købte grunden i 2004, da verden så helt anderledes ud. Jeg ville snart være færdig med specialet, Jesper var færdig med sit, og så ville vi snart få råd til at bygge et fint lille sommerhus. Vi købte en gammel Combi Camp, et tørkloset, et gaskøleskab og et gaskomfur, Jesper og min far byggede et overdække til udekøkken, og vi startede med at overnatte deroppe i nogle weekender. Det er den skønneste natur – der var fasaner uden for teltet og flagermus mod sommernattehimlen, og det var dejligt at være af sted. Men året efter stod ret hurtigt klart, at Pelle ikke kunne holde ud at være der. Det var, som om han ikke kunne finde ud af, at der ikke var vægge, og at han ikke kunne se film – der var jo ikke strøm. Nu ved vi jo hvorfor, alt var kaos i hans lille hoved uden de ting, der plejede at være der. Så vi har ikke overnattet deroppe siden 2006. Og så fandt vi ud af, hvad der var med Pelle og brugte en masse energi på det. Og med to børn og halløj, så var der ikke meget energi i weekenderne, og de sidste år har det mest været en træls pligt at skulle op og slå græs ud til vejen, selvom det var så dejligt at være der, når vi endelig kom derop. I en periode kiggede vi på brugte huse – f.eks. togvognsplanerne, og vi ledte også efter nogen, der havde lyst til at bygge hus sammen med os, fordi vi havde adgang til billige (og lovlige) håndværkere, der kunne bygge træhuse i søvne. Men der var ikke rigtig noget, der lykkedes. De brugte huse skulle stadig isoleres så meget, at det var nemmere og nærmest billigere at bygge nyt.

Et sted undervejs opgav vi drømmen om et sommerhus. Drengene ville måske elske det, at vi tog det samme sted hen hvert år, men det er ikke noget sommerhusområde med gang i, der er ikke engang en iskiosk eller en minigolfbane, og vi vil jo gerne have, at de lærer at lege med andre børn, og så skal vi jo ikke bygge et sommerhus et sted, hvor der nærmest ikke er andre børn. Og så var der det med energien og helbredet – jeg tror aldrig, at jeg bliver rask efter biluheldet. Vi får sgu aldrig råd eller energi til at bygge (og vedligeholde) noget som helst.

For to år siden købte vi jo så campingvognen, og så er det vores sommerhus. Vi tror, at det er en god kombination for drengene – campingvognen er den samme fra år til år, så vi sover samme sted, men vi kan alligevel opleve noget forskelligt. Tiden vil vise det. Og hvis det en dag ikke længere er lykken, er det nemmere at sælge en campingvogn end et sommerhus – og billigere at lade stå uden at bruge.

Så om mindre end 14 dage overtager en lokal entreprenør grunden, og så bygger han nok et fantastisk sommerhus, hvor man kan nyde udsigten over marken, se den vildeste stjernehimmel (åh, jeg håber, at han laver ovenlysvinduer) og alt muligt. Der skal ryddes op inden overtagelsen (der står en del i garagen), og det bliver ikke uden et vist vemod. Det må jeg sige. Men nogle drømme skal man vinke farvel til, og drømme kommer vel aldrig dårligt igen.

Men prøv lige at se på billederne. Ahh, det var simpelthen en dejlig drøm.

 Leave a Reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

(required)

(required)

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha