Sidste lørdag skulle jeg køre nogle ting fra IKEA til Lystrup for Louise og Preben, som er flyttet i hus. Til formålet lånte vi en IKEA-trailer. Det er jo i sig selv afsindigt at tage i IKEA d. 31. oktober, hvor der lige er kommet løn OG børnepenge, men når flyttelæsset kommer mandag, og man mangler reoler, er det jo bare der, man skal i IKEA. grin

Ingen problemer med at komme til Lystrup og læsse af, men på vej tilbage hoster bilen og går ud. Jeg tænker, at jeg nok bare gearede op for hurtigt. 500 meter fra IKEA hoster den igen og går ud. Og vil ikke starte igen. Så der står vi så med en død bil og en lånt trailer. Ingen har tid til at komme og køre traileren til IKEA for os – de fleste er ikke hjemme, andre har netop fået et dødsfald i familien, og sidste udvej bor en time væk. Ja, altså, i virkeligheden er sidste udvej Falck, som meget venligt lader mig tegne et trailerabonnement med det samme, og så sender de en vogn ud til mig. Jeg sender Louise og Preben videre, de skal nå at købe maling, og det gavner ikke deres tidsplan eller noget at sidde og glo sammen med mig, og jeg får en banan (god ting, eftersom jeg ikke havde fået frokost, jeg havde jo ikke regnet med, at det skulle være et heldagsprojekt), og jeg sætter mig til at spille på min telefon. Lige omkring det tidspunkt, hvor jeg begynder at fryse rigtigt meget, dukker meget venlig Falckmand Jens op. Han forsøger ihærdigt at få sparket liv i Skodaen, men han må opgive. Først læsser han bilen op på ladet, og så sætter han en krog på, så han kan trække IKEA-traileren efter ladvognen. Det så TOSSET ud. Vi er nu godt ud på eftermiddagen, og IKEAs parkeringsplads er godt fyldt op, men han får da manøvreret ladbilen derop og sætter traileren på plads for mig (jeg kan jo ikke løfte sådan noget pga. min nakke) og snakker lidt om, at det er fint med ham, han godt kan lide opgaver med udfordringer i(!). Så ned i vareudleveringen (hvor man skal aflevere traileren). Argh. Vi taler seriøst om, at køen var så lang, at dørene ikke kunne lukke. Så står jeg der i køen og skal aflevere ledningen og nøglen til traileren, mens flink Falckmand venter på mig. ARGH! Da jeg har stået der i 15 minutter, og køen nærmest ikke har rykket sig, foreslår min sidemand i køen, at jeg sniger mig udenom. Det gør jeg så, og jeg får endda tiltusket mig en kvittering – jeg må have set meget sølle ud, siden den unge mand forbarmede sig over mig. Jeg spæner ud og op i ladbilen igen. Jeg skal til Tranbjerg, og bilen skal til Egå (hvem har sagt, at det skulle være nemt?), og han vælger så at køre mig hjem først. Jeg er hjemme 17:15, så der røg planen om en lur, inden vi skulle til bryllupsfest kl. 19:00, men vi nåede det da. grin  Min mor skulle passe ungerne, så vi lånte hendes bil. Nå, men selvfølgelig har mekanikeren en masse andet at lave, så mandag går med busser og lift med alle mulige – manner, det var bøvlet, men det er det jo, når man planlægger efter at have en bil. Nå, men tirsdag eftermiddag ringer han så, at den er klar, men at Falckmanden må have glemt at låse den, for da han hentede den udenfor for at tage den ind, var den ikke låst, og den var blevet endevendt. Alle løse ting (og da det jo er os, er der en del) var rodet rundt, de 200 kroner i askebægeret og to æsker Tic-tac(!) var væk, pusletasken var blevet tømt ud, og jeg opdagede senere, at de to rum i siden af bagagerummet, hvor man har startkabler og den slags, også var blevet rodet igennem. De havde så tændt radioen og ladet den køre, så bilen var HELT flad for strøm. Mekanikeren havde ryddet op, da jeg kom, men jeg kan tænke mig, hvordan der har set ud. Det var nok børn, siden slikket var væk – ingen voksne ville vel tage to halve æsker pastiller, som man typisk tager op til munden og hælder ind med.

Men! Jeg har valgt ikke at være sur. Jeg kan godt forstå, at Falckmanden havde travlt efter at have brugt flere timer på mig. Radioen var der, autostolene var der, eneste skade er nogle ridsede CD’ere og en gennemblødt bamse (jeg vil tro, at de havde ladet døren stå på klem, bunden af bilen i den ene side var våd), og de kunne have ødelagt alt, forsøgt at stjæle den (det var de så ikke kommet så langt med, da den jo var helt død) eller have stjålet radioen og autostolene, efterladt en død kat, sprættet sæderne op og pisset ud over det hele. Jeg har fået fat i Falck, og de kigger på, om de kan erstatte pengene og cd’erne, selvom vores forsikringsselskab ikke vil vide af sagen. Det er faktisk løgn, når jeg siger, at jeg har valgt ikke at være sur, for jeg har ikke på noget tidspunkt været sur. Det er selvfølgelig ærgerligt, men det kunne været gået meget værre. Til gengæld er regningen fra meknikeren kommet i dag. Argh, manner. grin

Og som mit motto siger: “Intet er så galt, at det ikke er godt for en god historie.” For ikke at tale om: “Hvorfor gøre en kort historie kort?”

  One Response to “Den vanvittige historie om en bil, der brød sammen”

  1. Det var helt vanvittigt. Har det skidt med at vi efterlod dig der.Vi skylder dig en stor en! Vi er meget meget glade for vores reoler.
    Og ja, den dag gik alt galt som kunne gå galt confused Godt det var et dejligt bryllup grin
    Knus
    Louise

Sorry, the comment form is closed at this time.

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha