Pyha, vi har familiekrise, for Pelle har storebrorkrise. Han har været helt ude af den de sidste par uger – virkelig ulykkelig og hysterisk. Bliver rasende over ingenting, banker hovedet ned i gulvet, slår sig selv, bider sig selv, sover dårligt, spiser dårligt og så fremdeles. Forleden kom jeg ud med Simon på armen og ville gynge ham – han sad i gyngen og var gået i stå. Jeg blev sendt ind igen, jeg måtte ikke gynge ham. Så kom jeg ud uden Simon, og så måtte jeg gerne. Det kan jo dårligt blive tydeligere. Han flygter ind i en velkendt verden foran tv’et, så prøv at gætte, om vi har set ustyrligt meget Byggemand Bob, Postmand Per, Bjergkøbing Grand-Prix og Peter Plys de sidste par uger? grin  Det var i flere dage det eneste, der kunne få ham til at smile. Han vil tit gerne se tv inde i soveværelset, og hans verden bryder helt sammen, hvis der ligger nogen og sover derinde (og det gjorde der f.eks. den nat, hvor han stod op kl. 3), så han ikke kan sidde derinde. Problemet løser han så ved at skrige så højt og så længe, at de formastelige, der måtte ligge og sove, vågner, selvom alle døre er lukket. grin

Men nu vover jeg et øje og siger højt, at nu har vi vist set det værste. Ikke så mange eller så voldsomme anfald, han registrerer Simon igen og er lidt gladere. Vi tager en dag ad gangen og bruge Jespers to ugers ferie på familieharmonien – og så håber jeg sørme, at Pelle kommer tilbage på sporet.

Har nogen her gode erfaringer?

  3 Responses to “Det er ikke nemt at blive storebror”

  1. Puha Anne.
    Sikke dog en redelighed.

    Jeg har ingen på-egen-krop erfaring.
    Desværre.

    Så vidt muligt – tænker jeg – må I have noget mor og Pelle tid. Jeg ved godt, at det er svært og jeg skal slet ikke gøre mig klog på om det kan lade sig gøre.

    Jeg håber, at du får en masse brugbare erfaringer. Jeg vil i hvert fald læse med på sidelinjen smile

  2. Ja, det prøver vi også. I dette tilfælde er far-og-Pelle-tid nok bedre, han er jo en rigtig fars dreng.

    Den store udfordring for mig (os) ligger i, hvor balancen er mellem beskyttelse og realiteterne. Hvornår skal vi beskytte Pelle, og hvornår skal vi “tvinge” ham til at indse, at Simon altså er her og bliver her. Skal jeg tysse på ham og sige “du må ikke råbe, så vækker du Simon”, eller skal jeg bare lade ham råbe (af begejstring eller raseri) med risiko for vækning, så han ikke føler sig begrænset af Simon?

  3. Puha, den er svær., fordi der kan være flere aspekter i det: Han er blevet storebror + almindelig trodsalder.
    Men hvis han er fars dreng, hvad så med en teltur på een enkelt overnatning sammen med far uden mor og Simon ?

    Noget andet: Når nu Simon græder eller er lidt hysterisk ( hvis han altså er det ) har du så prøvet overfor Pelle at angive et: Hold kæft hvor er Simon da bare krævende, han hyler og ih hvor du bare er træt af ham ( på den gode måde ), så Pelle fornemmer at du faktisk ikke altid synes at Simon er jorden 8″ende vidunder.

    Bortset fra det kan/skal jeg ikke gøre mig synderlig klog på det da der er næsten 6 år mellem mine unger ( som nu næsten er halvvoksne eller helvoksne eller mere voksne end vi forældre smile), men jeg tyede i min tid til Anna Wahlgrens erfaringer med hendes 8 børn og jeg mener hun havde nogle gode tips desangående.

    Bortset fra det, – DET GÅR OVER – og jeg synes generelt jeres unger tegner til at have nogle gode forældre – så ….sørg for at få sovet, spist god mad, tag et glas rødvin at falde i søvn på og behold dit sædvanlige overlevelsesinstinkt.

    Alt herfra Karin

Sorry, the comment form is closed at this time.

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha