Den snak har ledt videre til Pinterest. Som også viser sig at være et stor brud på copyright. Jeg troede faktisk, at når man automatisk linkede tilbage til kilden, så var det “godt nok”. Men nej nej, man skal stadig spørge billedets ophavsmand om lov. Derfor har jeg slettet mine pins på Pinterest (indrømmet, der var ikke mange) og lagt dette billede op:

Jeg skal simpelthen ikke risikere noget. Og det billede har jeg selv copyright på, så det må jeg gerne.

Den er foret og lysegrøn på bagsiden og indvendigt. Og selvfølgelig blev nummer 2 pænere end nummer 1 – så lidt gavn var der da i det. Og alle drengene (pånær modtageren, der jo havde travlt med alle de andre gaver) syntes, at det var de sejeste hajer, og kan man så ikke sige “mission accomplished”?

I lang tid har jeg ikke prøvet andet, fordi jeg trængte til en pause i forsøgene og skuffelserne. Men så gik jeg i gang igen.
Siden før jul har jeg gået til EEG-behandling – det er neurofeedback, hvor man med elektroder og visuelt feedback fra en computerskærm tvinger de enkelte dele af hjernen til at arbejde bedre sammen. Det er supergodt mod stress, og det har rigtig god effekt på mange andre ting. Det hjalp på min stress, men det hjalp desværre ikke på smerteniveauet, så jeg er stoppet igen – om ikke andet for at se, hvad det gør til forskel at være stoppet. Jeg gik hos eegtraining.dk/. Dygtige folk, jeg er bare svær at hjælpe.

Jeg begyndte for to uger siden til senetensbehandling. Det er en særlig massagebehandling (). Jeg spænder utrolig meget i min nakke, og almindelig massage og fysioterapi holder kun nogle timer, så sidder det der igen. Nu har jeg været af sted fire gange, og jeg skal igen i morgen, og så skal vi snakke om, om jeg skal fortsætte. Jeg synes, at det virkede til at hjælpe, men i dag og i går har ikke været gode dage, så jeg ved sgu snart ikke… Jeg går hos Berit Wheler i Beder. Dygtig og sød dame, jeg er bare svær at hjælpe.

I næste uge har jeg en tid hos en osteopat, der hedder Tommy Hedelund. Han har ry for at være god til piskesmæld. (http://www.manuelbehandling.dk/) Jeg har ventet på at komme til siden engang i december, så nu må vi se, hvad han kan.

Jeg tager flere slags smertestillende medicin dagligt. Den ene af dem udgik for nyligt, og jeg fik ondt i maven af erstatningen. Nu undværer jeg forsøgsvis, og det kan jeg tydeligt mærke. Jeg tænker lidt over, hvad jeg skal mene om det.

Det er vel ikke spor mærkeligt, er det? Host-host.

Jeg havde hætten nede, men de billeder kunne man ikke se noget på, så her er et billede med hætten oppe.

Folk, der har mødt mig i virkeligheden, ved, at jeg har en lang fletning, der hænger ned ad ryggen på mig, cirka til midt på ryggen. Når jeg har hættetrøje på, ligger den som regel nede i hætten eller lige i nærheden. Jeg blev først virkelig chokeret selv, da det gik op for mig, hvor helt utrolig heldig jeg er, at jeg overhovedet stadig har hår på hovedet (og ingen brandsår), for det har helt sikkert været virkelig tæt på, at der gik ild i mit hår. Tak skæbne!

Men jeg har faktisk et i år, som jeg kan rimeligvis kan styre: Frem til slutningen af marts, hvor vi skal have kursus med vores yndlings-englænder igen, vil jeg kun sy ting til mig selv – og jeg vil ikke have dårlig samvittighed f.eks. over ikke at nå at sy bukser til Pelle og så ende med at købe dem i stedet. Reparationer, nødvendigheder og fødselsdagsgaver skal der selvfølgelig være plads til, men ellers er det KUN TIL MIG!

Jeg synes, at det har været lidt svært at forberede sig til julen, for det er jo et år siden sidst, og ungerne har jo udviklet sig siden (heldigvis).

Ønskesedlerne
Simon og Pelle bruger hele året på at opdatere deres ønskeseddel – de ligger online med billeder af det, de vil have, og så kan de selv kigge på den og hygge med det. Især de sidste par måneder op til jul og fødselsdag. Simon vil faktisk overhovedet ikke have noget, han ikke har på ønskesedlen – det så vi tydeligt sidste jul, og hvis man formaster sig til at tage en gave med hjem til de to unger, som de ikke har på ønskesedlen, så skal Pelle nok tage imod den og bliver som regel glad, men Simon tager det nærmest som en personlig fornærmelse og NÆGTER. Faktisk skal man stoppe ham, så han ikke smider den i skraldespanden. Det betyder, at vi i år simpelthen skrev på ønskesedlen, at folk kun skulle købe ting, der stod på ønskesedlen, og hvis det var for bøvlet, ønskede Simon sig penge, så han selv kunne vælge, hvad han ville købe. Det lykkedes faktisk helt godt – der var lige et par dubletter, som han blev gal over, men ellers har han været glad for sine gaver, også dem, han selv var med ude at købe for penge, han havde fået.

Pelle har gerne villet have en Lynet McQueen fjernstyret bil. De var udsolgt. Så måtte vi lempe ønsket over på en Finn McMissile (en figur fra Cars 2) fjernstyret bil. Den kiggede Pelle meget på i et legetøjskatalog, og det var også ok med den. Jesper købte en i Føtex, og han tog et billede af den til ønskesedlen og lagde på. Det her var en uge før jul, så gave-nerverne var lidt på højkant. Da Pelle så den, knækkede filmen fuuuuldstændig, og vi måtte simpelthen holde ham fast, så han ikke var til fare for sig selv og andre. Det viste sig, at den model havde en fjernstyring, der så anderledes ud end den i legetøjskataloget. Ved et mildt mirakel lykkedes det at fremskaffe nærmest Århus’ sidste eksemplar af den rigtige bil med den rigtige fjernstyring. Og den legede han så konstant med hele 1. juledag, han var så glad. Da vi var af sted 2. juledag, var han helt knust over at måtte undvære den. Desværre knækkede antennen hele tiden af, så den måtte byttes 3. juledag, men der var ikke nogen at bytte med i butikken, og der var ikke andre fjernstyrede biler, han vil have i stedet, så han vælger noget Lego og siger, han ikke længere har brug for en fjernstyret bil. Hvad?!?! Nå, men det troede jeg så ikke på, og den første bil fra Føtex havde vi stadig, og den fandt jeg så frem senere på dagen, og den ville han så gerne lege med. Jeg tror, at jeg vil til at tage penge for ture i den her rutsjebane, for den må næsten være vildere end nogen af dem i Tivoli.

Juleaften
Når man skal holde jul selv, skal man jo gøre op med sig selv, hvilke juletraditioner, der er vigtige at holde i hævd. Og det startede ikke ret godt. I løbet af juleaftensdags formiddag var jeg til sidst blevet så trist, at jeg endte med at stå og småtude under bruseren, for drengene snakkede kun om gaver, gad INGENTING ellers og var skidesure, og manden vidste ikke helt, hvad han skulle stille op med sig selv og alt det dårlige humør. Hvad blev der lige af julestemningen? Lidt senere tog manden af sted med Simon, som absolut ville en tur i Mindeparken, og det hjalp så på hans humør. I mellemtiden blev Pelle så hjemme hos mig, hvor han så kunne være sur i fred – indtil han blev lidt gladere. Set i bakspejlet skulle de nok have haft en gave at starte dagen på, men jeg tvivler egentlig på, om de havde kunne holde til kun at få én gave, når de var så gavefokuserede.

Men jeg gjorde op med mig selv om formiddagen, at noget af det vigtigste for mig var turen rundt om juletræet. DET skulle vi altså! Det havde vi talt om i ugen op til, og det havde været ok med drengene, men nu ville de bare ingenting. Så derfor satte jeg følgende regel op: Hver person skulle vælge en sang eller salme, så vi i alt skulle synge fire. Pelle måtte så selv vælge, om han ville gå med rundt under den sang eller salme, som han havde valgt, men man skulle med rundt til de tre andre. Så lavede jeg et afkrydsningsskema til dem hver med tre felter, og så fik de et kryds for hver sang/salme. Og de skulle have tre krydser, ellers var der INGEN gaver! Mor var BENhård. Og det gik vældigt godt – Pelle valgte Luffes sang fra Nissebanden og sad og klimtede på sin guitar, Simon valgte På loftet sidder nissen og sad med sangbogen imens, og vi voksne valgte hver en salme, og ungerne var med rundt og gik vældigt op i at få sat de krydser. Det var altså bare så hyggeligt.

Julegaverne
Sidste år var gaveoppakningen juleaften et ragnarok af nærbibelske dimensioner med meget frustrerede unger til følge, fordi vi var sammen juleaften med så mange af dem, der gav gaver. Så i år besluttede vi at fordele det ud på juledagene. Her troede vi virkelig, at vi var helt med fremme! Det gik også godt juleaften, men 2. juledag skulle vi bytte julegaver til familiejulefrokosten, og så var der så et af de andre børn, der skulle have en hel del flere gaver end Simon og Pelle. Pelle fik en film, som han var helt fokuseret på, men Simon opdagede (i klar modsætning til sidste år), at der ikke var lige så mange gaver til ham, som der var til fætteren, så han kravlede op til sin mormor og græd, at hun skulle finde en gave, der stod Simon på. Argh, manner. Så det har vi så lært til næste år. (Hvor det sikkert er noget helt andet, der er vigtigt.)

Familiejulefrokost 2. juledag
Pelles fjernstyrede bil var jo så hjemme, og da vi kom ned til mine forældre, havde fætter Mikkel sin nye fjernstyrede bil med, og det gav godt nok nogle konflikter og tårer. Men der viste min bror dælme, at han har forstået rigtigt meget af det, de havde fået forklaret og fortalt, da de var til informationsmøde på børnepsyk, for han tilbød selv efter tre sætninger med mig, at han lige gik ned og ordnede det, så bilen blev pakket væk i et par timer. Dernæst aftalte vi, at vi næste år aftaler inden, hvad børnene har med af legetøj. Aaarmen, for dælen, jeg havde krammet ham lige midt i silden, altså, hvis han ikke havde siddet på den anden side af bordet! Det var bare en verden til forskel fra sidste år, hvor det mere var “Mikkel skal have lov at lege med sit legetøj. Punktum.”

Samlet set havde vi en rigtig god jul og juleferie. Vi er stadig ikke kommet ordentligt i gang med hverdagen endnu, haha.