Det store hit for Pelle var, at i år var han stor nok til at komme i Køreskole! Her ses et billede af ham midt i en ulovlig overhaling:

Pelle i ulovlig overhaling

I store træk kørte han lige så godt/dårligt som de andre børn, og det var dejligt at se. Simon var godt nok træt af at vente, da Pelle endelig var færdig, så vi tog straks Simons store nummer, dykkerne og akvariet, og inden vi langsomt drog gennem parken. Pelle havde nær tager livet af sin far i drage-rutsjebanen (“den er noget hurtigere end den i Tivoli…”), og det samme gjorde Simon i en dobbelttur i jungleracerne, som er en slags speedbåde monteret på en platform, som så ræser ret hurtigt rundt i cirkler. Men sådan er det jo nok at have drenge.

Vi havde madpakker med, men det hører til at få pomfritter, så vi holdt os en gedin pomfritfest, for dernede er “to store pomfrit” virkelig to meget store portioner, og Simon åd så meget, at da vi alle fire delte en stor is med tre kugler en time senere, så fik han kun en halv kugle, sådan for en sikkerheds skyld, så han ikke kom til at kaste op.

Safaribilerne er også et sikkert hit, men her nåede de kun seks ture, og Simon fik skæld ud af damen, der passede den, fordi han blev ved med at rejse sig op. Bandit.

Vi nåede også at se ting i Miniland, især er Star Wars-tingene jo populære, så alle var mætte og trætte, da vi drog af.

Alt i alt nåede vi vist alt, hvad alle sammen kunne tænke os, og jeg overlevede uden at blive helt kvæstet (jeg var med i toget og med på monorail og ved at gå til i akavriet – og ellers holdt jeg tasker, haha). Og så har det jo været en god dag.

I år gjorde vi brug af drengenes Vis Hensyn-kort. Det er sådan en ordning, hvor børn med handicap kan komme foran i køen. Vi begrænser brugen af det for ikke at udnytte (man ved jo aldrig/måske netop, hvad folk tænker), og en kort kø kan vores unger heldigvis godt holde ud. Det er god træning at kunne stå i kø.

* Her i april har Fakta en kampagne, hvor man kan tegne en glad Faktamedarbejder, sætte kode LL212055 på tegningen og aflevere den i billetsalget, og så bytter de tegningerne til gratis børnebilletter, og det behøver ikke at være i følgeskab med fuldt betalende boksen. Se, DET er der noget ved! Det gælder frem til 29. april 2012, og de har haft det de sidste par år også.

Vi har en campinglanterne – det er en lanterne, der kører på batteri, har fjernbetjening, og den er drønsmart at have med på camping. Sidste år holdt den næsten op med at lyse, så jeg gav den nye batterier og gav Lene og Alex den med på telttur som lyskilde. Det var desværre ikke nok, så de sad så der i mørket. Lene mumlede noget om, at den lyste cirka lige så meget som en sankthansorm. Nå, tænkte jeg så, så er det nok pæren. Det er så sådan et lille firepolet lysrør, som er umuligt at finde i Danmark – undtagen sådan nogle steder, hvor de ville have 80,- i fragt. Det brugte jeg så vinteren på at tænke over, og til sidst fandt jeg det på Amazon.co.uk, hvor det var lidt billigere, men alligevel kostede 99,- danske kroner inkl. fragt. H*ly cr*p! Nå, men lanternen er en Osram, der ikke var helt billig, og jeg plejer at gå ind for at reparere mærkevareting. Hjalp det så med et nyt, dyrt lysrør? NEJDA! Det gav faktisk overhovedet ingen forskel! Så tilsyneladende er lampen defekt. Jeg ved ikke, hvad jeg blev mest arrig over – at finde ud af, at pæren ikke havde været nødvendig, eller at finde ud af, at Harald Nyborg har en campinglanterne til 99,-. Jeg var i hvert fald arrig nok i dag til, at jeg ikke kørte ind og købte den, selvom jeg kørte lige forbi.

Nå, med lidt held passer lysrøret i den også – så har vi to ekstra, den jeg lige har købt, og den fra Osram-lanternen, som jo sikkert ikke fejler noget. Host.

Vi har godt nok ikke været meget uden for døren. I virkeligheden skulle vi jo have været på camping! Det har været planlagt længe. Godt nok faldt påsken tidligt i år, men det var kun et par uger tidligere end sidste år, og sidste år var det jo mindst 15 grader hver dag i påsken. Nå, men det blev det så ikke i denne påske. Vi hentede campingvognen hjem og stillede den op i indkørslen (hurra for moveren!) og sov i den den første nat for lige som at stille de værste abstinenser hos især Pelle. Det var en udfordring rent temperaturmæssigt – vi havde selvfølgelig varme på, men først var det for koldt, og ud på natten blev det for varmt. Så det gjorde vi ikke igen, det var altså for bøvlet. Og nogle dage efter var jeg ude og tappe vandet af igen, fordi der var nattefrost.

Været med Oddergrisen (tog) til banegården, puttet penge i modeltoget og hjem igen (temmelig stressende tur for de voksne, fordi der gik fuldstændig kludder i billetterne). Pelle har klippet gækkebrev til mormor. Jesper har haft Lego-venner på besøg, og jeg har haft blogvenner på besøg. Jespers forældre har været på besøg, vi har alle sammen været til påskefrokost hos mine forældre, og Jesper nåede lige ud og køre Segway med mine brødre også. Jeg har været i syrummet mere end én gang og fået lov at sove længe adskillige morgener.

I morgen starter hverdagen igen – Jesper starter på sit nye arbejde, og vi skal have det til at passe i rutinerne.

Det har været dejligt at have ferie, hvor der har været fred og ro, og hvor vi nærmest ikke på noget tidspunkt har skullet skynde os. Men sandt at sige ser jeg nu også lidt frem til at få hverdag igen – der er ikke meget ro i huset i sådan en ferie.

Celia boede som sædvanligt her, og det gik vældigt godt. Det er lidt hårdt at komme hjem fra kursusdagen og så også lige være vært, men Jesper er fantastisk, og hun har nu været her så mange gange, at hun godt ved, hvor teen og elkedlen står, og hun tømte også lige opvaskeren et par gange. Og så er hun bare sød, rar og interessant, og vi har mange interessante snakke om syning og mønstre, så det er alt i alt dejligt at have hende boende.

Jeg fik tilpasset et simpelt buksemønster (lige op og ned og elastik i taljen) og faktisk endda både klippet og syet bukserne. Så fik jeg tilpasset et jeansmønster og et mønster på en bluse med lange raglanærmer. Jeg fik klippet og syet lidt på blusen med raglanærmer i går, og jeg tror, at jeg skal have leget lidt mere med mønstret, før det passer ordentligt, men det er ikke så ringe endda.

Hver gang, vi holder kursus, håber jeg, at jeg har fået det bedre, så det ikke tager så hårdt på mig, og så jeg kan arbejde mere effektivt, for jeg er godt nok langsom i forhold til de andre. Denne gang var der faktisk noget at have håbet i, men så forstuvede jeg foden, og det betød jo så, at jeg ikke kom til genoptræning i FIRE UGER. Det var virkelig dårlig timing, for jeg bliver mere svimmel, hvis min nakke er svag, fordi en svag nakke spænder mere op, og der er muskler på halsen, der går lige op i balancecentret. Men det taget i betragtning, så gik det faktisk rimeligt. Celia sagde, at hun syntes, at ud af de fire gange, vi har holdt kursus, var denne min bedste, fordi jeg nåede mere end de andre år, og hun syntes, at jeg virkede til at have det bedre – og det er nok også rigtigt. Jeg havde på forhånd nedjusteret forventningerne a la “hvis jeg er nødt til at blive hjemme lørdag og sove, så må jeg jo bare gøre det”, jeg tog en Dolol hver dag, da vi var kommet derop, og jeg havde mine ørepropper, når folk talte for højt.

Har endnu ikke fået pakket ud efter sykursus. Faktisk kan jeg slet ikke komme ind i mit syrum.

Det seneste år er den gensidighed kommet mere og mere, og jeg er blevet næsten helt skrupforelsket i mine små poder.

Pelle var ikke glad for nærkontakt, da han var lille, og han foretrak klart sin far. Da han var et års tid, havde han en dag med høj feber, og han sov og sov. Han lå der under et tæppe uden tøj på, og jeg smed blusen og krøb ind til ham for at få lidt nærkontakt, for det fik jeg simpelthen ikke ellers. Det er først inden for det seneste års tid, at far ikke har været den absolutte favorit og til mange ting den eneste, der kunne bruges. Mange børn med autisme afviser deres mor, fordi de ikke kan holde den tætte binding ud. Det har været en faktor.

Pelle vil gerne have en lille krammer, når han kommer hjem fra skole, og jeg må gerne lige kysse ham på panden, men han tørrer det straks væk. Han ved, at vi vil hjælpe ham – selvom det kan være svært for ham at tage imod.

Simon er blomstret op. I stedet for at slå og sige grimme og dumme ting til mig, overøser han mig med kærlighed mange gange dagligt. Og vi hjælpes ad med mange flere ting, han forstår, at jeg vil hjælpe ham – han er holdt op med at reagere, som om alt, hvad jeg gør, er for at genere ham. Han giver udtryk for, at han savner mig, og at han er ked af, hvis jeg skal af sted.

Vi har masser af “autismekonflikter”, men det fylder ikke det hele. Og det er bare så dejligt. I mange år havde jeg det fint med at komme væk hjemmefra, for jeg var så træt af sure unger, der aldrig på nogen måde værdsætte noget af det, jeg gjorde for dem, og som alligevel altid helst ville have deres far – og hvis han ikke var der, ville de nogle stadig ikke have mig. Nu er det noget helt andet, og selvom det giver en anden form for dårlig samvittighed, når jeg tager af sted, og Simon siger “mor, jeg savner dig, når du er til syning”, så er det nu dejligt alligevel.

Jeg ved ikke, hvad der er årsagen. Drengene bliver større og dygtigere, begge har det godt, især Simon har fået det markant bedre det sidste år, efter han kom i en anden børnehave og får støtte. Måske jeg også gør nogle ting anderledes. Måske er både Jesper og jeg blevet dygtigere.

Jeg har glædet mig i ugevis, og jeg håber stadig, at jeg kan komme med ud at køre Segway. Jeg har nemlig stadig en noget arrig og blå fod at enes med om tingene, så jeg har købt noget sportstape og satser på, at en solid optapening kan gøre det.

De sidste par uger har været virkelig mærkelige. De to gode ting, der er sket: Jesper har fået nyt arbejde, og den grønne bil gik gennem syn. Det knap så sjove i de sidste par uger er så, at det kostede en tur til mekaniker for at få den grønne gennem syn, at den grå bil alligevel havde taget skade af olieopkastet og skulle have ny dyr generator, at nogen kørte den grønne bil ind i en anden bil, så det koster selvrisiko + reparation af den grønne (nysynede) bil, at den grønne bil pludseligt ville have nyt batteri, at Simon blev syg, at Jesper blev småsyg, at jeg forstuvede foden, at …. hoooost. Og jeg har sikkert glemt noget. Nåja! At både Jesper og jeg fik restskat at betale.

Men nu sker der som sagt mere godt i dag, og på søndag skal vi have Pelles fødselsdag for klassen, og min søde mor har bagt for mig. Så mangler vi bare lige, at pakken fra England med pirat-pynt ankommer i tide, så bliver alt godt.

For første gang nogensinde sagde Simon om sin fars fødselsdag “jamen, så skulle vi jo have været ude og købe en gave!”, og det har han aldrig interesseret sig for, og NU ville han gerne, og så kan jeg ikke tage ham med ud og købe gave pga. min fod. Ej, altså. Jeg måtte fælde en tåre af både stolthed og øv.

Vi sorterer rent vasketøj. Find Simon.

Nå, men i dag er så fredag, og nu kan jeg humpe forsigtigt og kortvarigt rundt, men jeg skal stadig have foden oppe det meste af tiden. Ikke noget med at være for kæk.

Jeg var på vej for at hente Pelle og Oscar i SFO’en, og da jeg lige har låst døren og tager et skridt over på skraldespanden, vrider jeg om ned ad trinnet foran hoveddøren og vælter. Hold da op, hvor gjorde det ondt i foden – helt op i knæet. Og jeg råbte av meget højt, men i forstaden kan ingen høre dig skrige. Så lå jeg der. Jeg kunne godt mærke, at det var en skidt stilling for foden, så jeg fik mig rullet rundt på siden, og det gjorde simpelthen så ondt, at jeg sikkert lød som et såret dyr. Ingen panik, jeg havde mobilen på mig og Pelles hjælpetræner Søren på vej, så jeg ringede til Oscars mor, om det var i orden, at Søren hentede drengene i stedet for mig, og så ringede jeg til Søren for at tjekke, at han var på vej, og så lå jeg lige et par minutter mere, indtil det gjorde lidt mindre ondt, så jeg kunne rejse mig op og komme ind i huset og finde noget is. Og så flygtede jeg op i soveværelset med iPad og en cola. Snakkede med skadestuevisitationen, som ikke mente, at den var brækket, fordi jeg kan støtte på den. Men masser af sympati, for en kraftig forstuvning kan sagtens gøre meget ondt. Jeg humpede på toilet, og da jeg kom tilbage, lagde jeg mig bare til at græde, det gjorde så ondt. Siden har jeg overhovedet ikke støttet på foden. Jeg har en taburet, som jeg bruger som gangstativ, og så ruller jeg på toilet på en kontorstol.

Men jeg kan ikke tage noget særligt smertestillende for det, for jeg tager allerede panodil og gigtmedicin for nakken og hovedet , og den slags medicin er eneste handling til forstuvninger. Og så is på – jeg har frostelementer (fordi det er spild af mad at bruge ærter) på med jævne mellemrum.

Så nu sidder jeg så her i sofaen med ondt i bagen og foden hævet. Og er ærligt talt lidt arrig.