Jeg fylder år på tirsdag, og derfor var familien inviteret til “varm frokost” i dag – af den enkle grund, at brormand skal rejse retur til Ukraine i morgen tidligere end kvart i kvalme (er det mon halv kvalme?).

Da det nu var frokost, droppede jeg forretten. Jeg skal spare noget på kræfterne, men jeg vil også lave “noget ordentligt”, og i år besluttede jeg mig så for rijstaffel.

Karrysovs med kød:
1600 g skinkeschnitzel skåret i tykke strimler
4 løg, et af dem rødløg, skåret i smalle både
3 fed hvidløg
1½ bouillonterning
1½ liter kogende vand
maizena “efter behag”
karry – der kan jeg ikke huske, hvor meget jeg brugte. Sikkert ca. 2 spsk. “Efter behag” gælder også her.
2 små dåser kokosmælk
salt og peber
olie

Steg karry, løg og hvidløg i olie – jeg lader kun lige karryen stege kort tid i olien, inden rester kommer i, vi kan best lide den ikke så brændt. Så i med kødet og røre rundt og rundt. Hvis du ikke har en STOR gryde, skal du stege kødet af nogle omgange. Hæld kogende vand og bouillonterninger i. (Ja, jeg bruger terninger – jeg er ikke voksen nok til at bruge fond.) Drys lidt peber i og lad koge lidt. Hæld maizena rørt op i lidt vand i. Hæld kokosmælk i. Man kan sagtens hælde mere kokosmælk i, men dels bliver det noget federe, dels er det en smagssag, hvor meget man vil kunne smage det. Denne mængde runder af, uden at det smager igennem.

Tilbehør: Ris, kogte kartofler (til min risforskrækkede far), pastaskruer (til ungerne), tomatsalat, bønnespirer, agurk, snackpeber, kokosmel, peanuts, rosiner, mandariner, ananas, bananer og to slags mangochutney.

Tomatsalat:
8 tomater
et bundt forårsløg (som jeg altid klipper i stedet for at skære, meget nemmere)
3 dele citronsaft til 1 del farin, rør rundt til farinen er opløst
– i virkeligheden skal der også frisk koriander i, men de havde kun noget meget trist noget oppe i Kvickly. Opskriften kommer fra “Den store asiatiske kogebog” – under Indien og hedder vist “tomatrelish”.

Til dessert havde jeg tænkt mig at lave Sifs kringle og Aarstidernes æblecrumble. Jeg havde endda fået af vide af Sif, hvordan jeg kunne langtidshæve dejen. Men da jeg så var i Kvickly fredag aften og en Othellolagkage sprang på mig og ville med hjem, gik det op for mig, at så meget kan otte voksne og fire børn overhovedet ikke spise. (Og jeg vil helst ikke have for mange kagerester.) Så det endte med æblecrumble (uhm!), Othellolagkage og citronspecier. Citronspecierne er der flere, der har blogget om, jeg fiskede den hos Signes Mad – de blev ret gode.

Og nej, ingen billeder – jeg er jo ikke madblogger. 😉

 Leave a Reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

(required)

(required)

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha