For to år siden i maj døde fire voksne og et ufødt barn i en spøgelsesspritbillistulykke på motorvejen ved Fredericia, og to små drenge mistede deres forældre. Forældrene havde en indbyrdes aftale med nogle nære venner, at hvis der skete noget, så tog de sig af hinandens børn. Og det gjorde der så, men de er en samlet familie i dag, så vidt man kan læse. Lige siden har jeg jævnligt tænkt på, at alle skulle have sådan en aftale med nogen, så det var klart fra starten, hvem der skulle passe på ens børn, hvis der skete noget. Aftenen før sidste uges påkørsel (tankevækkende…) tænkte jeg på det igen. I dag hørte jeg, at et barn på fire år i en af ungernes børnehave har mistet sin mor, og hvor er det dog trist.

Jeg tror, at det er svært under alle omstændigheder at skulle spørge nogen om det – det er nemmere, hvis man har tætte venner og kommer til at tale om det en sen nat efter noget rødvin og noget. Men det er rigtigt svært, når man har et handicappet barn, for det er jo et større arbejde end et “almindeligt” barn, og kan man bede nogen om det, og vil de turde sige nej af skræk for, at nogen tror, at de diskriminerer? Og hvem kan træffe de rigtige valg for Pelle? Hvis han ikke har det godt, hvor han i givet fald kommer hen, vil han måske blive mere og mere umulig, indtil han måske til sidst bliver sendt på institution. Rædsom tanke. Jeg tænker stadig, så det kna-ger.

  4 Responses to “Har I skrevet børnetestamente?”

  1. Jeg forstår udmærket hvad du mener – børnetestamente bør helt klart være noget man sørger for at have styr på.

    Jeg troede (og mener) at man som forældre, i kraft af sit valgt af fadder til barnets dåb (selvfølge kun hvis barnet døbes) har gjort sig nogle tanker om hvem man stoler så meget på at man vil lade dem “overtage” opdragelsen af sit barn i tilfældet af at noget skulle ske med forældrene.

    Jeg mener at det er i dette tilfælde at fadder-rollen burde træde til. Man må som fadder være indforstået med at der altså er et ansvar knyttet til den rolle.

  2. Hej Alice, velkommen til.

    Jow, det er sandt nok, at man tager et forhåbentligt velovervejet valg, når man siger ja til at være fadder. Men med børnetestamente er det jo hele pakken, ikke kun det ene barn, og når der siden er stødt et handicap til, er det altså lidt rodet. Men vi tænker stadig, og jeg tror, at vi får fundet os en løsning. Men det trækker stadig tænder ud. Tak for input. grin

  3. Jeg har fuld forståelse for dine overvejelser, og det er jo altid rart, at have styr på, at ens børn er sikret en god og tryg opvækst, selv om der skulle ske en selv noget.
    Det er klart, at det ikke er det samme, når barnet har et handicap, men til gengæld vil dem, der siger ja, helt sikkert have gjort sig mange overvejelser, og de vil gøre alt for netop det barn.
    Jeg tror ikke, du skal være bange for at spørge nogle, af frygt for at de ikke tør sige nej, for det er jo ikke Pelle, som både I og de holder af, man i givet fald siger nej til, men derimod opgaven i forhold til autisme, som jo er en ærlig sag, at nogle ikke kan magte.
    Og så vil jeg med min erfaring som pædagog sige, at Pelle er altså ikke et døgninstitutionsbarn! Ham vil man finde en passende familie til, hvis ikke I har gjort det. …og i øvrigt regner jeg da med, at du holder dig i live i lang tid endnu grin

  4. Nej, p.t. er han absolut ikke institionsbarn. Men jeg kunne faktisk godt frygte, at hvis Pelle var et sted, hvor han overhovedet ikke blev forstået og fik en masse skæld ud og oveni det var meget ked af det (som hvis han havde mistet sine forældre), så ville han kunne opføre sig så rædsomt, at mange ikke ville kunne magte det. Og Simon og Pelle skal ikke skilles – de kan slet ikke undvære hinanden.

    (Og ja, jeg har da bestemt også tænkt mig at blive vældig gammel. grin

    Tak for input!

Sorry, the comment form is closed at this time.

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha