I år skal vi holde jul hjemme – kun os fire. Derfor var det vist tiden at få købt en rigtig juletræsstjerne. Jeg ville allerhelst have haft en helt mage til den, mine forældre har, men det er en plastictingest, der er over 40 år gammel, så det er vist lidt utopisk, så jeg gik på jagt. Der findes faktisk ikke ret meget, der ikke er noget glitterstads, men jeg blev glad, da jeg fandt den her på tilbud hos Rikki Tikki Shop – den er rigtig fin, synes jeg. Jeg er ikke meget til fuldstændigt rene linjer og symmetri, men den her er tilpas “bulet” til min smag. Og Jesper var heldigvis enig, haha!

Vi plejer at holde jul på skift hos mine forældre og hos Jespers forældre, men i år har vi besluttet, at vi bliver hjemme. Sidste år var nemlig virkelig frygtelig for Simon, som lå og græd i havestuen i over en time sidste år, fordi han slet ikke kunne holde alle de mennesker og alt det ståhej ud. Det skal siges, at han havde det meget dårligt sidste år i forhold til nu, men vi besluttede, at han skulle have ro i år. Han var allerede begyndt at spørge bekymret, hvad der skulle ske til jul. Både Simon og Pelle hader sang rundt om juletræet, de sad og gemte sig bag sofaen sidste år, og julegaverne er et helt kapitel for sig. Simon er så bekymret for, om han får noget, han ikke har ønsket sig, og hvis han åbner noget andet, end det, han troede det var, knækker det hele for ham. Sådan vil det selvfølgelig ikke være for altid (håber jeg!), men vi tager et år ad gangen, så i år bliver det alene hjemme. Det huer mig ikke rigtigt – jeg eeeeelsker at synge omkring juletræet og den slags, og jeg er ikke sikker på, at jeg kan svinge mig op til at pynte meget op og sætte levende lys og alt det, når drengene faktisk er ligeglade. Men nogle gange må man bare indrette sig. 🙂

Julemaden ved vi heller ikke rigtigt med – det siger os ikke så meget, og jeg har aldrig lavet julemad selv, men omvendt hører der vel julemad til juleaften. Drengene vil slet ikke spise det. De er sikkert allergladest, hvis der er pizza eller pastaskruer. Nu må vi se, hvad vi gør. Måske kylling stegt som and ville være lækkert. Jeg har drøm om noget varm rødkålssalat, jeg har smagt engang. Vanillekranse skal vi i HVERT fald have! Og vi skal til julefrokost hos mine forældre en af juledagene, og der kunne man vel forestille sig, at der blev en lille smule julemad. Bare lidt. 🙂

 Leave a Reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

(required)

(required)

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha