Sikke en dag, altså. Dagen startede meget fredeligt med aflevering af Pelle i dagpleje, en tur i H&M med Jesper og Simon, og så skulle Jesper køres til FDF-landslejr ved Ry. Afsted med os. Vi kommer frem til det sted på Sletten, hvor Jesper skal bo – op ad den smalle skovvej, hvor vi så møder en stor gravko, der er ved at plane vejen. Nå, vi bakker tilbage. Vi siger farvel, jeg ammer Simon, Jesper kommer tilbage og vil gerne have et lift ned til frokost. Da jeg så er på vej ud af området, ringer Jesper, at han har glemt sine briller i bilen – tilbage med mig. På Sletten er de fleste veje ensrettet, men der er ingen skiltning, så jeg ender naturligvis med at køre mod ensretningen og ender i et lille trafikprop med tre biler, fordi en traktor skal forbi den anden vej – på en smal skovvej. Jeg er tillige ved at sejle ned af en skrænt i forsøget på at flytte mig, så en stor Ford kan komme rundt – der var nemlig andre, der heller ikke havde regnet ensretningen ud. Nå, tilbage igen, den anden vej rundt, finde Jesper, ud igen og hjem.

Kl. 15 kommer Anja og Sofie (2½ år), de små skal lege med vand i haven. Det går også fint nok, men Simon vil i hvert fald ikke sove – han vil klynke og være på arm. På et tidspunkt falder Pelle, så hans så på knæet fra tidligere i dag springer op, og han vil op og trøstes, så jeg får blod på trøjen. Lidt senere lægger Sofie et par pøller på terassen, uden at vi opdager det. På et tidspunkt kommer Pelle så ind og vil op, og da jeg har ham på armen, opdager vi, at Sofie har været i gang, for han har trådt i det – og han har det nu op ad benet (i det mindste ikke mellem tæerne), og jeg har det ned ad tøjet. Nå, ud på badeværelset, i bad med ham. Anja tørrer op på terassen med køkkenrulle og smider det i toilettet.

Da de så en times tid senere er taget afsted, skal jeg BARE tisse, og jeg ræser derud – og så er toilettet stoppet. Morale: Smid ikke køkkenrulle i toilettet. Så mister jeg overblikket. Står og kigger lidt på den høje vandstand. Ringer efter gode råd. Mine forældre mener, at jeg skal gå i krig med en vaskesvupper og lægge alle kræfter i – og så tage en regnfrakke på, så det ikke gør noget, at det sprøjter. Hm… Jeg starter med en fireliters frysepose og så ned på knæ og grave klumpen ud af røret. Det lykkes – hurra!

Pudsigt nok har begge unger været stille og artige under hele toilet-seancen. Da jeg så kommer ind i stuen igen, har Simon skidt igennem i sin skråstol – han lå kun i ble.

Men nu er der endelig ro i lejren, Simon sover for første gang siden kl. 14 mere end fem minutter, og vi har ikke haft flere fækale uheld. Jeg tør ikke tænke, hvad det næste kunne være…

  2 Responses to “Just another day at the farm …”

  1. puha – jeg bliver helt forpustet! Der er bare nogle dage, hvor ens rolle er meget låst fast i MOAR-rollen – og praktisk gris.
    Toilet seancen havde jeg opgivet – jeg bliver helt forkvalmet ved tanken grin

  2. For pokker Anne en af den slags dage. Du er sgu kvinde for det, må jeg sige smile

Sorry, the comment form is closed at this time.

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha