Nu har vi boet her i lidt over to år, og der har altid været sådan en periodevis stank af kloak. Nogle gange mere end andre, i perioder ingenting, i perioder kunne her stinke en hel uge ad gangen. I bryggerset, gangen og de to badeværelser. Vi troede derfor, at det havde med kloaken at gøre. Vi har spurgt mange, hvad det mon kunne være, og alle har sagt “vandlåsen er tørret ud, smid en spand vand derned”, og vores svar har altid været “jamen, vi bruger jo alle vandlåse hver dag, og vi har prøvet”, og svaret har altid været “jamen, det kan ikke være andet”. Man kunne også lugte det, når man havde været i bad udenpå og gik ad trappen. Når der har været stank, har vi snust rundt – alle afløbsriste har været snust til, bag toilettet, sågar nede i krybekælderen har vi været, og vi har ikke kunnet lokalisere kilden. Nogle gange har vi kunnet stå uden for døren og lugte det. Da vi havde rotten på besøg i toilettet og efterfølgende havde kloakinspektion med kamera, bad vi dem tjekke, om de kunne finde noget, der kunne forårsage den infame stank. Ingen resultat.

Nå, i denne uge fik min stakkels mand nok! Derfor ringede jeg til det lokale vvs-firma med et “ja, jeg ved ikke, om I kan hjælpe mig, men …” – og ud kom en venlig ung mand nogle dage senere. Han lyttede venligt til min mærkværdige forklaring “ja, nogle dage lugter det, og nogle dage ikke, og i dag lugter det desværre ikke rigtigt, og …”. Han undersøgte hovedafløbet, han undersøgte faldstammen, han rykkede i alle rørene til førstesalen, han satte mig til at trække ud og tænde vandhaner rundt i huset, han tænkte og tænkte, og så gik han ovenpå på badeværelset. “PUUUUH, siger han så, da han går derind, “det kan jeg godt lugte!” – og jeg kunne virkelig ikke lugte noget. Hvor skræmmende, at man kan vænne sig så meget. Nå, men han undersøgte løs igen. Vi havde tidligere talt om udluftning af faldstammen, og nu kravlede han så ud i skunken (som også er udhænget på huset) ved siden af badeværelset. Badeværelset ligger over gangen, bryggerset og skunken er over hoveddøren. Derude flytter han en del rockwool og noget flamingo, og så taler han om stanken igen. Jeg stikker hovedet ud til ham og må give ham ret, der lugter lidt. Der er ikke meget plads, ret beskidt og langt over 30 grader ude i skunken – stakkels mand. Så beder han mig trække ud i toilettet, og så lyder der et PUUUUUUH ude fra skunken, og der vælter kloakstank ind gennem lemmen, og han skynder sig ud!

Det viser sig så, at der ude i skunken, lige over hoveddøren, er et rør, som giver udluftning af faldstammen. På det rør skulle have været påspændt et flexrør, som førte op på taget – det flexrør var så faldet af, og det betød, at udluftningen foregik i skunken. Det forklarer jo ligesom en del! FØJ, MANNER! Derfor har vi ikke kunnet lufte ud og slippe af med stanken, derfor har det lugtet uden for hoveddøren, derfor har vi ikke kunnet finde kilden, derfor derfor derfor. Og når det har blæst, har det jo blæst op under udhænget, og kloakstanken er blevet blæst ind i huset.

Den flinke unge mand fandt et nyt spændebånd ude i bilen, kravlede i skunken igen og satte to rør sammen. Jeg fandt ham en kold cola og havde nær krammet ham, inden han gik. Det her foregik torsdag formiddag, og jeg er stadig FULDSTÆNDIG I EKSTASE over, at her OVERHOVEDET IKKE LUGTER AF KLOAK NOGEN STEDER! For dælen, havde man dog bare ringet for to år siden.

Sorry, the comment form is closed at this time.

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha