jul 232009
 

(Et indlæg for dem, som ikke har læst det på Facebook. Jeg er klar over, at det ikke bliver ved med at være interessant, men jeg skriver jo også bloggen for selv at kunne huske ting om 20 år. grin)

Vi var ude og geocache med Lars tirsdag, og kl. 16:30 holder vi og skal køre ud i en rundkørsel og snakker om, at vi skal have noget slik efter den lange gåtur. Jesper kører, jeg sidder på bagsædet. SKRIIIIITSJ, BONK … vi blev kørt ind i bagfra. VI sidder og kigger rundt for at finde ud af, hvor lyden kommer fra, så vi har nok hørt den i to eller tre sekunder. Vi springer ud af bilen for at se nærmere på skaderne. Da jeg har stået op i nogle sekunder, bliver jeg svimmel og utilpas, og jeg har ondt i nakken. Jeg kommer ned og sidde og snakker med de andre om, om ikke der er noget med, at man skal ringe til nogen, hvis man har det skidt og ondt i nakken efter en påkørsel. Jesper ringer, og 10 minutter efter kommer ambulancen, og jeg får krave på og bliver spændt fast på et såkaldt spineboard, da de ikke vil løbe nogen risiko, når jeg har dårlig ryg i forvejen. Da jeg får pakket hovedet ind i skumgummipuder, siger redderen “ja, du får luksuspakken i dag”. grin  Mens de er ved at spænde mig fast, spørger en af redderne Jesper indgående, om han har ondt nogle steder. Hm, ja, jo, det havde han egentlig (nu kunen han tænke på sig selv, da først jeg var på vej afsted – søde mand), og så ringede de også efter en ambulance til ham. Politiet dukkede også op på et tidspunkt, men jeg fangede ikke så meget af det, da jeg på det tidspunkt ikke kunne røre mig. Nå, men anden ambulance kom hurtigt, og vi køres til skadestuen i Horsens med fuld udrykning. Undervejs i ambulancen får vi taget blodtryk og blodsukker, tjekket iltning i blodet og lagt veneflod, så jeg er klar til skadestuen, hvis jeg “skal have noget”. Vi ankommer, og jeg bliver kørt ind på en stue, hvor en læge kommer og undersøger mig. Det besluttes, at jeg skal til MR-scanning og røntgen, så der bliver jeg kørt over. De glemte at tage mine øreringe ud, da jeg havde kraven af et øjeblik, så dem mosler vi noget med at få ud inden MR-scanningen. Jeg kommer tilbage igen og venter. Efter tre kvarter kommer lægen og siger, at de havde glemt at sende billederne fra røntgen. Da de så endelig kommer, vil lægen gerne have en second opinion fra sin bagvagt, men han er lige begyndt at operere, og han vil være tilbage om senest 1½ time. Og jeg ligger der og må ikke andet. Heldigvis kunne de da fremskaffe et bækken, da jeg var helt gul i øjnene. grin  Mere end to timer senere kommer lægen så ind og frikender mig, der er ikke noget at bekymre sig om, og jeg kan så efter fire timer få kraven af. Og så skyndte vi os hjem til mine forældre for at få noget at spise!

Vi har rigtigt meget at være taknemmelige for. Det kunne være gået riiiivegalt. Jesper havde foden på bremsen, da vi blev ramt – havde han ikke haft det, var vi blevet skubbet ud i den ret trafikerede rundkørsel og sikkert ramt igen. Havde påkørslen været kraftigere, havde det gået hårdt ud over mig, for jeg sad et sted uden nakkestøtte. Havde vi haft ungerne med, uha uha. Udover det rent forfærdelige i tanken, ville de ikke kunne sige, at de havde det skidt, og det ville også have været ret svært at få dem undersøgt, uden at vi kunne stå ved siden af dem og berolige. Det var meget surrealistisk at ligge i ambulancen og vide, at Jesper lå i den bagved, og på skadestuen lå han inde på stuen ved siden af – jeg vidste jo godt, at det ikke var alvorligt, men det var virkelig mærkeligt. Jeg håber aldrig, at det sker igen.

Den unge mand, der ramte os, var rigtigt ked af det. Han forsikrede mig endda om, at det ikke var med vilje! Hans ABS satte ud i det kritiske øjeblik, så hans bremselængde blev noget længere end forventet. Han fik ødelagt sin kofanger, da han bankede ind i vores anhængertræk. Jeg kiggede på ham med mild undren, da han forklarede, at han ikke havde plads til den afkørte kofanger bag i bilen, selvom han lagde sæderne ned, fordi der var anlægget.

Gode ven Lars, der var med på passagersædet, slog sig ikke så meget som os, så han kunne køre vores bil til skadestuen og i øvrigt have det forkromede overblik over situationen. Det var godt nok rart. Jeg prøvede at få ham til at tage hjem, da vi blev kørt til skadestuen, men han insisterede på at tage med, og han kom først afsted midt på aftenen, da han blev hentet.

Bilen får lov at overleve – den skal bare have ny kofanger og nyt anhængertræk. Dejligt, dejligt, jeg orkede heller ikke at skulle parlamentere med en taksator om erstatning, dem bliver man ALTID snydt af. Nu må vi se, om den ungemand vælger selv at betale, eller om det skal gå over forsikringen.

image
image
image

Jeg havde det cirka ligeså behageligt, som ansigtsudtrykket indikerer. Kraven presser underkæben tilbage, så man får overbid, derfor de flyvende fortænder.

Da jeg lå i ambulancen var jeg lidt flov, for var det virkelig nødvendigt med al det postyr, bare fordi jeg havde slået mig lidt? Der er jeg i løbet af dagen kommet på andre tanker, for min nakke er rigtig øm, jeg har hovedpine, og jeg har det som en mellemting mellem influenza og tømmermænd – også selvom jeg tager smertestillende. Ingen tvivl om, at det ikke at spørge med, sådan noget nakkehalløj.

Jesper har det bedre end mig, og vi har begge været ude at køre uden bekymring, så vi skal nok komme ovenpå. Vi er glade, er vi. grin

  4 Responses to “Krasj!”

  1. Puha, sikken en omgang. Godt at I er glade.

  2. Det løber mig koldt nedad ryggen, når jeg læser og kigger billeder, men jeg er utrolig glad for, at der ikke skete mere med Jer!

    Sommetider tror jeg sgu på skytsengle…

  3. Anita, jeg overvejer at lave en lille tilbygning med indlagt varme til skytsengle, for de passer dælme godt på os for tiden! grin

    Jeg har det stadig meget ambivalent med det hele – var jeg bare en piveskid, var det alt for voldsomt med ambulancen, men på den anden side har jeg haft ondt i nakken og hovedet lige siden, så det KUNNE ligeså godt være gået meget værre, og man bliver jo heller ikke småkonfus af “ingenting”. Og eftersom jeg normalt taler meget og hurtigt, er det vel heller ikke for “ingenting”, at jeg pludseligt og i 1½ dag derefter er nødt til at tale langsomt for at kunne tale rent. Så altså …

  4. Det er klart at du havde brug for at skrive historien ned igen. Det er jo altså noget af en forskrækkelse, selvom det gudskelov ikke var alvorligt.
    Åh, jeg kan sætte mig ind i at man ikke bryder sig om at belaste systemet unødigt – men det gjorde du heller ikke! Det _kunne_ have været alvorligt – og det vurderede redderne jo også på stedet.

Sorry, the comment form is closed at this time.

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha