Puha, puha, jeg har været nede og vende i denne uge. Den der operation, eller snarere ugerne efter, fylder enormt meget i mit hoved. Hvordan skal Jesper klare det, hvordan skal ungerne klare det, hvordan skal jeg selv forholde mig til at have helt vildt ondt, hvordan med alt det praktiske, jeg har lister over ting, jeg gerne har villet nå og gerne vil nå, inden jeg ikke kan gå i ugevis og så fremdeles. Jeg har godt vidst siden starten af august, at det kværnede i hovedet på mig, for jeg fik problemer med at sove. Det er min stress-advarselslampe, for jeg ellers ikke problemer med at sove. Derudover har vi pludseligt fået megatravlt på arbejde, og forleden døde en rigtig sød dame, som vi har kendt i mange år, og som jeg tit tænkte på, selvom vi ikke sås så tit. Hun havde kræft, og der var meget, hun stadig gerne ville have nået. Så væltede læsset med et brag, og jeg måtte trække stikket lige et par dage. Jeg har vist hele tiden tænkt, at jeg kunne da slappe af, når jeg var blevet opereret, der ville jeg jo ikke kunne gøre andet alligevel.

Jeg har været hjemme i går og i dag, og jeg har det bedre. Helt konkret småsveder jeg ikke hele tiden, jeg kan tale i hele sætninger, jeg får ikke jag i hovedet af at blive spurgt om noget, og jeg har mindre hovedpine. Jeg tager på arbejde igen i morgen, men jeg vil prøve at holde mig til små og næsten ansvarsfrie opgaver og nyde fredagsstemningen. Men jeg passer på – jeg har fået mig en seriøs forskrækkelse, for selvom der er et langt hop fra “stresset” til “at have stress”, så kom jeg vist lige et lille hop for langt.

Sorry, the comment form is closed at this time.

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha