Begge vores drenge har autisme. I tre år har vi hjemmetrænet Pelle deltids efter ABA-metoden – børnehave om formiddagen og hjemmetræning om eftermiddagen, og da han kom i skole, var det skole og SFO til 13:30 og hjemmetræning derefter. Vi har haft hjælpetrænere til hjælp, så jeg planlagde det hele og trænede en gang om ugen, og så trænede de to-tre gange om ugen med ham. Der har været en god balance mellem, at jeg har haft fuldstændig styr på, hvad der foregik, uden at jeg behøvede at udføre det hele – for jeg kan jo ikke holde til alt det arbejde. Jesper kan ikke gå mere ned i tid, for vi skal ikke risikere, at han mister sit arbejde.

Fra 1. september tog kommunen vores hjælpetrænere, fordi de vælger at fortolke loven strammere, end de tidligere har gjort. De vil bl.a. sikre sig, at forældre ikke bare bliver ved med at arbejde fuldtid og så sætter andre til at køre hjemmetræningsprojektet. Derfor er alle familier blevet skåret over én kam, og i næsten alle familier skal forældrene nu træne det hele, for de vil kun bevilge hjælpetrænere til noget helt bestemt: Fysiske øvelser, hvor der skal være to voksne. Og dem er der ingen af hos os.

I juli søgte vi hjemmetræning til Simon. Og det har vi sådan set også fået – men også uden hjælpetrænere, så vi skal lige skrive et ugeprogram for, hvordan vi vil træne dem begge uden hjælp. Så de vil have, at jeg alene skal træne to børn. Det er ærligt talt ikke særlig rimeligt. Ingen af drengene kan være fuld tid i deres pasningstilbud uden at blive helt skøre i hovedet. Så jeg skal altså træne med barn1, mens jeg passer barn2 – og det kan jeg jo ikke. Jeg kan jo ikke tøjre barn2 til en pæl ude i haven. Pelle skal jo være i skole om formiddagen, og han skal også nå at være lidt i SFO for at øve sig på det sociale. Simon skal være i børnehave om formiddagen, for det er der, at der er voksne til at lave noget pædagogisk med ham.

Og det allerværste er, at det er tydeligt at mærke på Pelle, at vi ikke får bordtrænet. Han har sværere ved nye ting rent fagligt, og han har sværere ved at tage nye ting ind, fordi vi ikke længere kan træne fleksibilitet så målrettet, som vi kan ved træningsbordet.

Og Simon skal i skole til sommer. Der er så mange ting, han skal have lært inden. Men vi kan ikke komme i gang.

Og kommunen? De tager sig god tid. Man skulle ikke tro, at de vidste, at der var børn og familie under pres i den anden ende. Jeg er ikke imponeret. Jeg er klar over, at der ikke er penge til, at alle gerne vil have det optimale. Men vi vil bare gerne have det til at fungere.

Kommunen siger bare “I har selv bedt om hjemmetræning, så må I selv finde ud af, hvordan det skal hænge sammen” – selvom de jo også godt ved, at jeg ikke fysisk kan være to steder på én gang. Og deres standardsvar er snart hver gang, at “så må det jo komme i nævnet” – underforstået, at så må klagesagen gå sin gang i det sociale nævn, som er næste klageinstans, som har mange måneders sagsbehandlingstid. Kommunen sparer penge imens, men tiden går jo for vores børn, og den kommer ikke igen. Nu har vi søgt om aflastningstimer, så jeg kan få passet barn1, mens jeg træner barn2, og så kan hvert barn så blive trænet to dage om ugen, og så må jeg så sove hver eftermiddag, når vi har trænet, så jeg kan hænge sammen. Men man kan ikke få timeaflastning før efter kl. 16 normalt, så … og efter kl. 16 er ungerne for trætte til, at vi kan træne.

Suk.

 Leave a Reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

(required)

(required)

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha