Nu har jeg efterhånden haft børn i flere år, og jeg har altid betragtet andres uforbeholdne kærlighed til deres børn med misundelse og let undren. For jeg synes faktisk ikke, at det har været så supernemt at elske mine børn. Det seneste års tid er jeg blevet lidt mere bevidst om noget af årsagen: De har ikke givet udtryk for gensidighed. Jeg er blevet kontant afvist så mange gange, at jeg næsten ikke selv forstår det.

Det seneste år er den gensidighed kommet mere og mere, og jeg er blevet næsten helt skrupforelsket i mine små poder.

Pelle var ikke glad for nærkontakt, da han var lille, og han foretrak klart sin far. Da han var et års tid, havde han en dag med høj feber, og han sov og sov. Han lå der under et tæppe uden tøj på, og jeg smed blusen og krøb ind til ham for at få lidt nærkontakt, for det fik jeg simpelthen ikke ellers. Det er først inden for det seneste års tid, at far ikke har været den absolutte favorit og til mange ting den eneste, der kunne bruges. Mange børn med autisme afviser deres mor, fordi de ikke kan holde den tætte binding ud. Det har været en faktor.

Pelle vil gerne have en lille krammer, når han kommer hjem fra skole, og jeg må gerne lige kysse ham på panden, men han tørrer det straks væk. 😉 Han ved, at vi vil hjælpe ham – selvom det kan være svært for ham at tage imod.

Simon er blomstret op. I stedet for at slå og sige grimme og dumme ting til mig, overøser han mig med kærlighed mange gange dagligt. Og vi hjælpes ad med mange flere ting, han forstår, at jeg vil hjælpe ham – han er holdt op med at reagere, som om alt, hvad jeg gør, er for at genere ham. Han giver udtryk for, at han savner mig, og at han er ked af, hvis jeg skal af sted.

Vi har masser af “autismekonflikter”, men det fylder ikke det hele. Og det er bare så dejligt. I mange år havde jeg det fint med at komme væk hjemmefra, for jeg var så træt af sure unger, der aldrig på nogen måde værdsætte noget af det, jeg gjorde for dem, og som alligevel altid helst ville have deres far – og hvis han ikke var der, ville de nogle stadig ikke have mig. Nu er det noget helt andet, og selvom det giver en anden form for dårlig samvittighed, når jeg tager af sted, og Simon siger “mor, jeg savner dig, når du er til syning”, så er det nu dejligt alligevel. 🙂

Jeg ved ikke, hvad der er årsagen. Drengene bliver større og dygtigere, begge har det godt, især Simon har fået det markant bedre det sidste år, efter han kom i en anden børnehave og får støtte. Måske jeg også gør nogle ting anderledes. Måske er både Jesper og jeg blevet dygtigere.

 Leave a Reply

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

(required)

(required)

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha