… at kiloerne ikke bare bliver væk.

Som I ved, var jeg på megaskrump i 2008, fordi jeg skulle opereres i hoften, og så skulle jeg tabe mig på kommando. Jeg bruger Vægtvogterne, og det fungerede fint nok for mig. Det var kedeligt at tabe så meget så hurtigt, men det lykkedes, og det lykkedes faktisk også at holde det væk temmelig længe. Efter december 2011 var der kommet et par kilo på, og efter december 2012 lidt mere, og nu går det ikke længere – trenden skal vendes. Denne gang gider jeg ikke Vægtvogterne. Så nu er jeg gået i gang på madlog.dk, som jeg indtil videre er ret imponeret over. Man taster ind, hvad ens vægtmål er og en dato, og hvad ens aktivitetsniveau er, og så regner den ud, hvor mange kalorier man må spise. De har helt utroligt mange madvarer i databasen (f.eks. er der mindst otte mærker af roastbeef-pålæg) og ret mange opskrifter, som man lige kan overføre til sin egen madplan. Man kan også taste sine egne opskrifter til eget brug eller sende dem ind til databasen. Således har jeg oprettet et par af vores ofte brugte opskrifter, og jeg har oprettet en “Annes kaffe med mælk og sukker”, så den er nemt at taste ind. Den viser også, om kulhydrat/protein/fest-fordelingen er god. Ski’e smart, siger jeg bare. Jeg synes, at man får noget for sine penge.

Efter de første par dage kunne jeg konstatere, at jeg egentlig spiser ganske sundt – jeg spiser bare for meget. F.eks. synes min mave ikke, at der er noget som helst galt med et ordentligt bjerg havregryn med frugt og mælk om morgenen. Men jeg kan jo godt se, at jeg hellere må nøjes med en lille bakke. :-) (Havregryn er sundt på mange måder, men ikke for mange af dem.)

Aktivitetsniveauet er nok min akilleshæl. Jeg træner en gang om ugen, men derudover laver jeg ikke ret meget, fordi jeg får så ondt i nakken af det meste. Og jeg cykler ikke hver dag eller sådan noget. Men altså, madlog.dk har mange slags motionsformer inde, og jeg kan helt konkret se, at hvis jeg cykler fem minutter på kondicyklen, må jeg spise et stykke chokolade, og så håber jeg, at det kan hjælpe lidt.

 

Hvordan går det så, Anne?

På det jævne. Det er vel hverken godt eller dårligt? :-)

Sidste år skrev jeg, at vi er en presset familie. Det er vi stadig, men vi står oprejst midt i det hele, og det går okay. Bare vi lader være med at sammenligne os med alle de almindelige familier med alle de almindelige børn og almindelige liv. Jeg tænker ind i mellem på, at det er godt, at Jesper og jeg ikke var sådan nogle meget impulsive mennesker, før vi fik børn – de fleste børnefamilier kan ikke være impulsive de første år, men vi kan ikke være det de næste mange, mange år.

Allermest savner jeg den familiehygge, jeg kan se, at andre familier har. Hygge omkring et spil, hygge omkring at tage et sted hen, hygge omkring at spise frokost. Men det kommer nok engang.

Mine tre drenge og mænd
Jesper fik nyt arbejde i april 2012, men det var ikke nogen succes. Han knoklede på, men det var ikke noget godt match, og han har forladt det igen her i starten af 2013. 2013 var et hårdt år for ham, men nu er jagtet gået ind på noget nyt. Han er stadig glad Legonørd.

Vi søgte hjemmetræning til Simon i juli, men senere på måneden ændrede kommunen Pelles hjemmetræningsbevilling, så vi ikke længere måtte bruge hjælpetrænere, og det blev godt nok bøvlet. De mente i ramme alvor, at jeg selv (alene) skulle træne to børn om eftermiddagen, og det var ikke deres problem, at det ikke kunne hænge sammen rent praktisk, for vi havde jo selv valgt det. Så den diskussion kørte hele efteråret, hvor vi ikke havde hjælpetrænere, så der blev ikke trænet ret meget, og al min energi gik med at hente børn og slås mod kommunen. I december fik vi bevilling til Simon (uden hjælpetrænere), og jeg gik i gang med at prøve at træne begge børn – det var virkelig ikke særlig effektivt, og det var svært at få en kontinuitet i det. Sagen om Pelles hjælpetrænertimer var sendt videre til næste ankeinstans, Det Sociale Nævn, men heldigvis skete det fantastiske i januar 2013, at kommunen ændrede afgørelsen, så vi fik bevilget nogle timer hver uge til hjælp til træningen. Men kors i skuret, det var et hårdt efterår. Og især hårdt at se på spild af ungernes tid og potentiale. Potentiale tabt på gulvet – DET gør ondt på en mor. Men nu: Bedre tider forude!

Simon går stadig i børnehave, og han skal i skole efter sommerferien. Det glæder han sig desværre ikke til. Han skal starte i samme skole som Pelle. Han er kvik og dygtig, når han gider, så det er godt, at vi har fået hjemmetræning til ham, så vi kan arbejde grundigt med motivation. Han er ikke supersocial, så det bliver en udfordring for ham med alle de andre børn. Men normalskolen ser ud til at være det sted, han vil passe bedst ind, og vi tror på ham. Han får jo heldigvis støtte i skolen, og så skal det nok gå. Der er mange ting, han skal lære inden skolestart – vi træner meget at høre efter og huske, hvad der bliver sagt, at kunne tage tøj på selv (efter idræt), ikke at gå i stå hele tiden, at forholde sig til skal-opgaver (når andre siger, at man skal noget) – og han skal lære at gå i brusebad. Men han er kvik nok, så fagligt får han ingen problemet, det er “bare” det udenom. :-)

Simon er stadig helt utrolig glad for at sidde med en iPad – men heldigvis er det ikke længere kun for at se film, nu spiller han også Angry Birds – eller “gale fugle”, som han kalder dem. Han sidder nok også for meget med den, men der er ikke så meget andet, han kan finde ro ved.

Pelle går nu 1. klasse, og det går ok. Han bliver stadig drillet en del – især var det slemt i frikvartererne frem til sommerferien, hvor jeg mødtes med skolelederen, som heldigvis kunne iværksætte noget mere voksenstøtte til klassen. For det er ikke Pelle, der aktivt driller – han er bare sjov at drille, og de gør de kvikke drenge, der keder sig, så glad og gerne, når de er i flok. Det øgede voksenopsyn hjalp, men hen over efteråret begyndte han igen at fortælle om, at han blev drillet i frikvartererne. Men vi er efterhånden blevet enige om, at det for Pelle gælder om at overleve frikvartererne uden at blive drillet, og så kan han lege i SFO-tiden, når de er voksne omkring ham, der kan holde styr på dem, der vil drille ham. Han er desværre blevet meget kravsafvisende, fordi han i lang tid har fået lov at slippe for nemt for alt muligt (f.eks. at rydde op efter sig), og det er nu endt i, at han ikke vil lave lektier eller lave noget i timerne. Vi håber, at vi kan få rettet op på det i det i 2013.

I den forbindelse vil jeg sige, at hvis jeg endelig skal sige noget godt om at være syg og ude af arbejdsmarkedet, så er det, at jeg kan hente tidligt – vores børn kan ikke være i pasning hver dag til sent. Skolen skal teknisk set kunne passe børnene til lukketid – men det kan vores børn overhovedet ikke klare. Ikke uden at være så udbrændte, når de kommer hjem, at de vil skrige og slå frem til sengetid. Og er det et liv? Er det barnets tarv? Og man kan først få aflastning fra kl. 16:00. Selv hvis jeg er rigtig, rigtig skidt tilpas, så kan jeg dog hente børn hjem, og så har jeg dem hjemme, hvor jeg kan passe på dem.

Men drengene bliver ældre, og nogle ting bliver nemmere, og nogle ting bliver sværere – alene, fordi de bliver ældre, stærkere, mere udadvendte, ser og hører mange ting ude i verden og ikke længere tager vores ord for lov. Det er jo godt nok, vi skal bare lige kunne følge med. :-)

Hvad med forsikringssagen?
Ja, de skændes stadig. Alting tager tid – det tager nærmest to måneder, fra part 1 sender part 2 brev, og så til part 2 har svaret og sendt til retten og part 1. De kan ikke engang blive enige om, hvad de vil spørge Retslægerådet om. Så det har nok lange udsigter, men jeg håber sørme, at vi vinder – ellers har vi næppe råd til at blive boende i huset. Men det bekymrer mig ikke endnu.

Helbred og mig-mig-mig
Jeg er gået en hel del behandling i 2012. Senetensbehandling hjalp mig ikke, men så startede jeg hos Tommy Hedelund – det er virkelig det lange seje træk. Jeg går til massage og fysioterapi med mellemrum, og jeg startede til “hensyntagende undervisning i pilates” i efteråret – jeg kalder det handicappilates, for alle har en eller anden væsentlig ting, som gør, at de ikke kan deltage i almindelig undervisning. Jeg synes ikke, at jeg overhovedet kan finde ud af det, men det føles som noget godt, så jeg fortsætter. Jeg går også til noget afspændingsbehandling hos underviseren ved siden af. Alt i alt synes jeg, at jeg er på rette vej. Jeg er en lille smule mindre plaget af svimmelhed, end jeg var i starten af året, hvilket er rigtig godt. Til gengæld er jeg nu begyndt at få migræne, hvilket jeg aldrig har haft før, men det skal der også kigges på i 2013.

Min koncentrationsproblematik og udtrætning hænger godt ved. Jeg kan ikke have en formiddagskaffeaftale hverken hjemme eller ude, hvis jeg skal træne eller snakke med nogen om eftermiddagen. Det er simpelthen for hårdt for mit hoved. Jeg har korte glimt, hvor det ikke er så hårdt for mig, og det giver mig håb om fremtiden, men der er stadig så uendelig langt til “gamle dage”, og det gør mig så trist.

Jeg kan stadig ikke køre ret langt i bil alene, en halv time ud er maks, fordi jeg jo også skal hjem igen. Og jeg skal virkelig have en god dag, før jeg tør alene på motorvej. Jeg tør godt køre længere, hvis jeg har nogen med i bilen, for så bliver jeg holdt “kvik” på en anden måde, fordi jeg har en at tale med. Det generer mig gevaldigt, at jeg er stækket på den måde. Jeg har i årevis været vant til at kunne køre hvorhen, jeg ville, så det irriterer mig helt vanvittigt at skulle køres, fordi jeg skal til Horsens.

Piskesmæld er stadig den ondeste psykopatchef, man kan have, og man har ALDRIG fri. Det har man forresten heller ikke fra autismen. Hey, to onde psykopatchefer! Haha. :-)

Syning er stadig min dejligste bedste hobby. Jeg er blevet god til ikke at købe ret meget ind til lageret, og jeg har ikke købt flere symaskiner – faktisk gav jeg en væk! (Men den havde jeg fået foræret tidligere på året.) Vi har været på den årlige syweekend, og i februar skal vi have sykursus med englænderen. Jeg har haft lidt flere successer i 2012 – måske, fordi jeg har holdt mig fra de ting, jeg ville have svært ved at overskue, men jeg tænker, at det alligevel er en god ting. (Ja, jeg savner geocaching for vildt.)

Venner og socialt
Vi vil gerne have besøg, for det er sgu ikke nemt at komme af sted. Så er det sagt. Jeg er glad for alt det gode selskab, som min lille sycirkel giver mig. Jeg er vældig glad for Facebook og Twitter, som giver mig fornemmelsen af at holde frokostpause med nogen og smalltalke lidt, lige som det giver lidt ekstra at blive Facebook-venner med folk, jeg har lært at kende her i byen, så man har lidt mere at snakke om, når man mødes kort og tilfældigt.

Sommerferien
Hold da op, som vi alle fik motioneret vores fleksibilitet der. Der var mange ting, der gik galt på den ferie, som man kan læse om her: del 1. del 2 og del 3. Men vi synes nu alligevel, at det var en god ferie, og drengene taler også stadig om det, så det kan da ikke have været helt skidt. I foråret sagde jeg, at vi i 2013 måske skulle voves os udenlands, men det er lige udsat – vi skal lige have en ferie i Danmark, hvor ting glider lidt mere i olie!

Farvel drøm om sommerhus
Vi har solgt Pletten – og dermed vores drøm om sommerhus med horisontudsigt og flagermus på Djursland. Det ville næppe komme til at passe til vores familieform, og vi har ikke kræfter (eller evner) til at passe et hus mere. Og vi kommer aldrig til at tjene penge nok til, at det ikke vil være en økonomisk byrde. Så nu solgte vi grunden, og så behøver vi forhåbentlig ikke gøre noget drastisk, før vi ved, om jeg får min erstatning eller ej.

Mine håb for 2013?
At Jesper finder et job, som er godt for ham og hele familien, at det går godt for Simon og Pelle, og at jeg selv får det lidt bedre. Det er vel små ønsker, ikke? Nåja, og så at jeg lærer IKKE at lave slåfejl ved dobbeltkonsonanter. Jeg skriver helt utrolig mange ikek’er og hjemem’er, og det er til at få spat af.

 

Til min fødselsdag i 2010 lavede Christina denne fantastiske kage til mig.

 

Så blev det fødselsdagstid igen! Og igen i år var det en dejlig eftermiddag. Folk prioriterer at komme, and i luv it. Vi glemte desværre at tage billeder. :-)

Skal der være gilde, lad der være gilde, og jeg debaterer livligt med Jesper og mig selv i dagene op til, hvad jeg skal lave. Der skal jo ikke være for meget, ikke være for lidt, ikke for meget af det samme og bla bla bla. Vi blev igen sådan omkring de 35 personer.

Jeg ændrede et par af bageplanerne i sidste øjeblik, men det endte med:

Krækbrød – fordi jeg på tørreste haha-vis havde inviteret til knækbrød i invitationen. Jeg brugte Signes opskrift, men jeg brugte dobbelt solsikkefrø i stedet for græskarkerner og flere havregryn i stedet for hørfrø.

To slags boller – rosinboller og grovboller.

Skildpaddelagkager – de blev lavet i sidste øjeblik, fordi to forskellige spurgte, om der ville være skildpaddelagkager, og det kunne jeg jo ikke sidde overhørigt. Desværre blev bundene ikke så gode, men det må jeg jo øve mig på til næste gang. Opskriften findes rundt omkring på nettet, her er en af dem: Skildpaddelagkage – jeg bruger 12 store skildpadder i cremen og så 10 af de små skildpadder til pynt, ellers synes jeg, at det simpelthen bliver for meget romcreme. Det er ikke en kage, man spiser store stykker af.

Citronspecier (efter Mette Blomsterbergs opskrift)

Styre Stygge Ulvs chokoladefirkanter – den kage laver jeg til til fødselsdag, fordi det er en “almindelig chokoladekage”. Men der bliver næsten ikke spist noget af den, så måske den er for kedelig i forhold til de andre ting, jeg laver? :-)

Sneglekage – lige som sidste år, men denne gang brugte jeg Søris-mel, og det er selvfølgelig en smagssag, men det gør jeg ikke igen. “Man” siger, at man ikke skal bruge Søris til kage, og i min verden er en sneglekage mere en kage end et brød. Jeg huskede dog glasuren denne gang! Jeg kogte vaniljecremen efter Frk. Jensen.

Apple crumble lige som sidste år.

Belært af erfaringen lavede vi ikke skumfiduskagen i år, for den tog næsten livet af folk sidste år.

Jeg fik det heldigvis strakt ud over nogle dage. Jeg plejer at sætte “på terassen” som køleskab, men det frøs et par grader og bløste, så jeg brugte bagagerummet i bilen, for der ikke var samme nedkøling eller fugtighed.

Torsdag: Specier og knækbrød
Fredag: Koge vaniljecreme
Lørdag dag: Røre bolledej og sætte ud, bage chokoladekage, bage lagkagebunde og samle lagkager
Lørdag aften: Lave sneglekage og sætte ud, samle applecrumble og sætte ud
Søndag morgen: Bage sneglekage, bage apple crumble

Fordi jeg ikke bager ret meget i løbet af året, er der altid noget, der ikke går helt efter planen. But who cares – det er rart alligevel, og folk pligtspiser heldigvis ikke noget, der er tungt som beton.

 

Det er jeg så nu. Det er godt nok et leverpostejfarvet tal. Sidste år kunne det lige svinge sig op til at være halvrundt, men 36 er vist nok der, hvor man skal se at blive voksen. Not gonna happen – i hvert fald ikke hele tiden.

I morges var der ingen sang fra ungerne, men Simon kom ind og krammede og kyssede mig og sagde tillykke, og da jeg kom ned, sagde Pelle også tillykke, så det har da i hvert fald oppet sig lidt fra sidste år. Min mor kom forbi om formiddagen med vaniljekranse og min gave, og så kørte hun mig ind til byen, fordi hun skulle i samme retning.

I år fravalgte jeg en fødselsdagsgave fra Jesper mod til gengæld at blive inviteret på frokost og slentretur i byen – og det var rigtig hyggeligt. Det har vi ikke gjort uden børn i åååårevis. Heller ikke med børn, faktisk. For så slentrer man ikke, haha! Men det var sørme koldt i dag – brrr. Vi var i et par butikker og så spiste vi frokost på Memphis Roadhouse i Århus. Det var god mad, men jeg forstår ikke helt hypen over brisket (oksespidsbryst) – det var rigtigt fint lavet og god kvalitet, jeg synes faktisk, at det var lidt kedeligt. men deres pulled pork-sandwich – ørj, den var god! Så travede vi på Sharks og fik en kop kaffe bagefter.

Pelle var med sin klasse i Børnenes Hus om eftermiddagen, og Jesper afløste Pelles støtte kl. 14:30, og jeg tog hjem efter Simon. Da Jesper og Pelle så kom hjem, stenede vi alle sammen helt frem til aftensmad (jeg var så dødtræt efter den eftermiddag – helt flad), hvor Jesper og jeg fik en rugbrød og drengene lidt pizza fra fryseren. Der var ikke voldsom appetit efter den frokost. :-)

En fin dag – det gjorde ikke ondt at blive 36.

nov 292012
 

For første gang i denne vinter sner det. Jeg har fødselsdag i dag. Jeg hader sne. Sikke et spild at give mig snevejr i fødselsdagsgave. :-)

 

Begge vores drenge har autisme. I tre år har vi hjemmetrænet Pelle deltids efter ABA-metoden – børnehave om formiddagen og hjemmetræning om eftermiddagen, og da han kom i skole, var det skole og SFO til 13:30 og hjemmetræning derefter. Vi har haft hjælpetrænere til hjælp, så jeg planlagde det hele og trænede en gang om ugen, og så trænede de to-tre gange om ugen med ham. Der har været en god balance mellem, at jeg har haft fuldstændig styr på, hvad der foregik, uden at jeg behøvede at udføre det hele – for jeg kan jo ikke holde til alt det arbejde. Jesper kan ikke gå mere ned i tid, for vi skal ikke risikere, at han mister sit arbejde.

Fra 1. september tog kommunen vores hjælpetrænere, fordi de vælger at fortolke loven strammere, end de tidligere har gjort. De vil bl.a. sikre sig, at forældre ikke bare bliver ved med at arbejde fuldtid og så sætter andre til at køre hjemmetræningsprojektet. Derfor er alle familier blevet skåret over én kam, og i næsten alle familier skal forældrene nu træne det hele, for de vil kun bevilge hjælpetrænere til noget helt bestemt: Fysiske øvelser, hvor der skal være to voksne. Og dem er der ingen af hos os.

I juli søgte vi hjemmetræning til Simon. Og det har vi sådan set også fået – men også uden hjælpetrænere, så vi skal lige skrive et ugeprogram for, hvordan vi vil træne dem begge uden hjælp. Så de vil have, at jeg alene skal træne to børn. Det er ærligt talt ikke særlig rimeligt. Ingen af drengene kan være fuld tid i deres pasningstilbud uden at blive helt skøre i hovedet. Så jeg skal altså træne med barn1, mens jeg passer barn2 – og det kan jeg jo ikke. Jeg kan jo ikke tøjre barn2 til en pæl ude i haven. Pelle skal jo være i skole om formiddagen, og han skal også nå at være lidt i SFO for at øve sig på det sociale. Simon skal være i børnehave om formiddagen, for det er der, at der er voksne til at lave noget pædagogisk med ham.

Og det allerværste er, at det er tydeligt at mærke på Pelle, at vi ikke får bordtrænet. Han har sværere ved nye ting rent fagligt, og han har sværere ved at tage nye ting ind, fordi vi ikke længere kan træne fleksibilitet så målrettet, som vi kan ved træningsbordet.

Og Simon skal i skole til sommer. Der er så mange ting, han skal have lært inden. Men vi kan ikke komme i gang.

Og kommunen? De tager sig god tid. Man skulle ikke tro, at de vidste, at der var børn og familie under pres i den anden ende. Jeg er ikke imponeret. Jeg er klar over, at der ikke er penge til, at alle gerne vil have det optimale. Men vi vil bare gerne have det til at fungere.

Kommunen siger bare “I har selv bedt om hjemmetræning, så må I selv finde ud af, hvordan det skal hænge sammen” – selvom de jo også godt ved, at jeg ikke fysisk kan være to steder på én gang. Og deres standardsvar er snart hver gang, at “så må det jo komme i nævnet” – underforstået, at så må klagesagen gå sin gang i det sociale nævn, som er næste klageinstans, som har mange måneders sagsbehandlingstid. Kommunen sparer penge imens, men tiden går jo for vores børn, og den kommer ikke igen. Nu har vi søgt om aflastningstimer, så jeg kan få passet barn1, mens jeg træner barn2, og så kan hvert barn så blive trænet to dage om ugen, og så må jeg så sove hver eftermiddag, når vi har trænet, så jeg kan hænge sammen. Men man kan ikke få timeaflastning før efter kl. 16 normalt, så … og efter kl. 16 er ungerne for trætte til, at vi kan træne.

Suk.

 

Nu er campingvognen sat i maskinhuset hos bondemanden i Vitved. Det har simpelthen været for koldt et efterår til, at vi har gidet at tage af sted. Hvis det er koldt, vådt eller blæsende, er der ingen af os, der holder specielt meget af at være udenfor – eller, det vil sige, de voksne er nu ok med det, men ikke, hvis ungerne er med, for de HADER det. Så derfor har det ikke været så tillokkende at tage på camping, så vi er blevet hjemme. Ørj, hvor jeg glæder mig til påske, når vinteren er forbi, og vi skal hente den frem igen og begynde at drømme om det gode vejr. Oh yeah.

 

aka Pletten … er solgt. Det tog Home i Ebeltoft 1½ uge – selvom jeg egentlig er tvivl om, hvor meget de aktivt gjorde, men de var i hvert fald meget hjælpsomme. Holy cow, der skal skaffes mange forskellige papirer, og jeg blev helt træt – jeg mener, det er et stykke mark med en vandhane og en gammel garage, hvor meget skal der til? Der skulle så en del til, men det gav jo så også pote.

Vi købte grunden i 2004, da verden så helt anderledes ud. Jeg ville snart være færdig med specialet, Jesper var færdig med sit, og så ville vi snart få råd til at bygge et fint lille sommerhus. Vi købte en gammel Combi Camp, et tørkloset, et gaskøleskab og et gaskomfur, Jesper og min far byggede et overdække til udekøkken, og vi startede med at overnatte deroppe i nogle weekender. Det er den skønneste natur – der var fasaner uden for teltet og flagermus mod sommernattehimlen, og det var dejligt at være af sted. Men året efter stod ret hurtigt klart, at Pelle ikke kunne holde ud at være der. Det var, som om han ikke kunne finde ud af, at der ikke var vægge, og at han ikke kunne se film – der var jo ikke strøm. Nu ved vi jo hvorfor, alt var kaos i hans lille hoved uden de ting, der plejede at være der. Så vi har ikke overnattet deroppe siden 2006. Og så fandt vi ud af, hvad der var med Pelle og brugte en masse energi på det. Og med to børn og halløj, så var der ikke meget energi i weekenderne, og de sidste år har det mest været en træls pligt at skulle op og slå græs ud til vejen, selvom det var så dejligt at være der, når vi endelig kom derop. I en periode kiggede vi på brugte huse – f.eks. togvognsplanerne, og vi ledte også efter nogen, der havde lyst til at bygge hus sammen med os, fordi vi havde adgang til billige (og lovlige) håndværkere, der kunne bygge træhuse i søvne. Men der var ikke rigtig noget, der lykkedes. De brugte huse skulle stadig isoleres så meget, at det var nemmere og nærmest billigere at bygge nyt.

Et sted undervejs opgav vi drømmen om et sommerhus. Drengene ville måske elske det, at vi tog det samme sted hen hvert år, men det er ikke noget sommerhusområde med gang i, der er ikke engang en iskiosk eller en minigolfbane, og vi vil jo gerne have, at de lærer at lege med andre børn, og så skal vi jo ikke bygge et sommerhus et sted, hvor der nærmest ikke er andre børn. Og så var der det med energien og helbredet – jeg tror aldrig, at jeg bliver rask efter biluheldet. Vi får sgu aldrig råd eller energi til at bygge (og vedligeholde) noget som helst.

For to år siden købte vi jo så campingvognen, og så er det vores sommerhus. Vi tror, at det er en god kombination for drengene – campingvognen er den samme fra år til år, så vi sover samme sted, men vi kan alligevel opleve noget forskelligt. Tiden vil vise det. Og hvis det en dag ikke længere er lykken, er det nemmere at sælge en campingvogn end et sommerhus – og billigere at lade stå uden at bruge.

Så om mindre end 14 dage overtager en lokal entreprenør grunden, og så bygger han nok et fantastisk sommerhus, hvor man kan nyde udsigten over marken, se den vildeste stjernehimmel (åh, jeg håber, at han laver ovenlysvinduer) og alt muligt. Der skal ryddes op inden overtagelsen (der står en del i garagen), og det bliver ikke uden et vist vemod. Det må jeg sige. Men nogle drømme skal man vinke farvel til, og drømme kommer vel aldrig dårligt igen.

Men prøv lige at se på billederne. Ahh, det var simpelthen en dejlig drøm.

 

I mit blogindlæg om sommerferien skrev jeg, at det var på Langelandsfortet (eller i nærheden), at man så de første russiske skibe på vej mod Cuba. Nu har museumsdirektøren på fortet så fundet ud af, at det faktisk ikke passer – det var ikke der. Men det var fra Langelandsfortet, at man så, at de russiske skibe vendte om som tegn på, at Krustjov havde bøjet sig for Kennedy. Så fik vi det på plads.

© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha