Pelle er syg igen. Han kom hjem med høj feber tirsdag, og det lignede halsbetændelse. Afsted til lægen onsdag, det blev ikke bedre, afsted igen i dag, og vi kom hjem med penicillin. Efter hans flyvefald med tænderne forrest holder vi godt øje med tænderne, og de seneste dage er tandkødet blevet rødt og har blødt lidt, og da det her til aften var blevet markant værre, tog Jesper afsted til tandlægevagten med ham. Det viser sig, at det slet ikke er halsbetændelse – den lille stakkel har mundhulebetændelse (gingivostomatitis), som kommer af … herpesvirus. Min lille dreng har fået herpes. Jeg ved godt, at der hverken er døde eller sårede, men jeg har altid prist mig lykkelig for, at jeg ikke har det skidt, for jeg har set hos mange, hvor slemt det kan være med de dersens forkølelsessår, så jeg er noget rystet over, at Pelle nu har fået det. Hvordan i alverden får et barn på to år herpes?! Hverken Jesper eller jeg har det. Så vidt vides kysser han ikke på nogen nede i dagplejen. Og hvordan har lægen og den lægestuderende set på ham to gange i denne uge uden at opdage noget? Jeg spurgte endda, om den der plet på hans overlæbe var et savlesår eller hvad. Det var det så ikke… Nu skal jeg alligevel derned med Simon på tirsdag, og så kan de få besked, kan de – tandlægen var ikke i tvivl, og nu har jeg læst om det, og der er alle tegn på skidtet.

  3 Responses to “Pelle er syg – igen”

  1. Øv for pokker. God bedring til det bette skidt grin

  2. God bedring til Pelle. Den lille fyr.

    Til gengæld er det sgu da skide irriterende, at fagfolk ikke lige kigger en ekstra gang.

  3. Tak for ønskerne. grin

    Faktisk har han en, han nogle gange kysser på i dagplejen, men hun har -så vidt vides- ikke herpes – men nu har jeg adviseret hendes mor, som blev lidt bekymret. Nu er jeg blevet lidt klogere og har fundet ud af, at 80% af alle voksne er bærere af virus, og at man ofte ikke aner det selv. Det er så kun hos nogle, at det giver udbrud. Så nu håber jeg så bare, at Pelle når at blive nogle år ældre, før det eventuelt begynder at bryde ud – for hvordan husker en dreng på f.eks. 4 år, at han skal vaske hænder, hvis han rører sig på læben?

Sorry, the comment form is closed at this time.

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha