… men bestemt ikke Annus horribilis.

Årets tre store begivenheder, hvoraf de to var inden for samme fem dage, der virkelig lavede ting om for os:

1) Jeg blev fyret i slutningen af marts sammen med mine tre kolleger, fordi skobranchen flyttede kontoret til København.
2) I midten af juli fik vi besked om, at vi havde fået bevilget ABA-hjemmetræning til Pelle
2) I midten af juli blev vi påkørt i bilen, og jeg har siden døjet med piskesmældslignende symptomer.

Min lille familie
Simon er nu 3½ år og en glad dreng med voksende ordforråd og interesse i verden omkring ham. Han har bestemt sine meninger – vi kalder ham ind i mellem teenageren, når han ikke hører det. Han er glad for at gå i børnehave, men han er stadig tit ked af det og græder hjerteskærende, når han skal afleveres. Han er en kærlig dreng, der gerne kysser og krammer, og han holder meget af sine venner i børnehaven. Der er ved at komme lidt mere sul på ham efterhånden, og han er ikke så tit forkølet længere, og hans ben er ikke længere så usikre. Han kommer desværre til at bide ind i mellem – jeg ved ikke helt, hvad han tænker på, når han sætter tænderne i låret på sin yndlingspædagog, og det ved han vist heller ikke helt selv. Samtidig gnaver han i sine ærmer, sin hue og sin jakkekrave, så der er vist kløe i de der tænder. Han er ikke spor interesseret i at smide sin ble, men han er da i det mindste holdt op med at blive stinkende arrig, når man tager ham ud for at skifte ham.

Pelle rykker for vildt! Han havde nogle trælse måneder i starten af året, hvor han ikke havde det så godt, men det blev bedre, og siden vi kom i gang med ABA-træningen i august, er der sket store forskelle. Væsentligt færre frustrationsanfald og flip, meget større ordforråd, en større interesse i verden omkring ham, så alt i alt er han blevet en gladere dreng, der virker til at have det bedre og hvile bedre i sig selv. Det er en stor glæde. Han har det så godt, at fremmede ikke spotter autismen, hvis de giver sig til at tale længe med ham. Han blev diagnosticeret på børnepsyk i foråret, og diagnosen er infantil autisme med svag mental retardering, så det var helt som ventet. Han smed bleen i foråret, og det var dejligt, for han var sørme en stor dreng at pukle op på puslebordet. Vi regner med at få udsat skolestart, så vi har 1½ år endnu med hjemmetræning og verdens bedste børnehave, og så vil han forhåbentligt være så langt i sin udvikling, at han kan starte i almindelig skole med støtte.

Jesper er glad for sit arbejde, men han trænger vist snart til lidt mere fritid. Han er kommet i ilden igen efter sommeren, fordi det går op og ned med, hvor meget jeg kan deltage i husligt arbejde og pasning af børn. Men han tager det i stiv arm. grin

Helbred
Som sagt blev vi kørt ind i juli, og jeg har haft ondt i hovedet, ondt i nakken, koncentrationsbesvær og svimmelhed lige siden. Det er ret bekymrende, at det endnu ikke er gået væk, for nu er det alligevel snart et halvt år siden. Jeg går til genoptræning og har gået en del til kiropraktor og fysioterapeut, og det er stadig noget skidt. Det påvirker nærmest endnu mere end tiden efter operationen gjorde, fordi der var da en del fremskridt, og der er stor forskel på ikke at kunne gå og ikke at kunne tænke og huske ordentligt. Musklerne i mit ben er ikke helt trænet op endnu – bl.a. op-ad-bakke-musklen, den store bag på låret, er noget svag i det, så hvis jeg går op ad en bakken, kommer jeg til at halte som en gammel mand. Meget yndigt. grin

Bolig
Mit syrum er næsten færdigt. Vi inddrog hjørnet af stuen til mit syrum, og der mangler stadig et par låger på et skab, og jeg flytter stadig lidt rundt på nogle af tingene, fordi jeg i virkeligheden har lidt flere ting, end der er plads til på de 6 m2, men jeg ELSKER mit syrum. Det er bare skønt at kunne gå til og fra. Planen var at overveje gipsvæg ind til stuen og gennemgang til kontoret, men gipsvæggen blev droppet, fordi det ville gøre stuen så mørk, og gennemgangen til kontoret blev droppet, dels af dovenskab, dels fordi der ikke er plads til at have gennemgang, dels fordi Jesper ikke skulle trækkes med larmen inde fra mig. Vi er godt tilfredse, som det er nu, og jeg er så glad. Fik jeg sagt, at jeg er glad for mit syrum?

De er begyndt at bygge lidt mere og tage vores udsigt, men til gengæld har de som det første bygget en Fakta! DEN er vi glade for! Vi kan se derover fra første sal, vi kan gå derover, og den generer os overhovedet ikke.

Arbejde
Æh ja, jeg blev jo så fyret, og jeg nåede ikke at finde noget andet, før vi blev kørt ind i, og jeg blev sygemeldt. Det er lidt komisk at tænke på, at jeg ikke sygemeldte mig umiddelbart efter uheldet, fordi “det gik nok væk på et par uger”. HA!

Hobby
Geocaching og syning er stadig toppen! Vi har desværre ikke fået geocachet så meget siden sommeren, men jeg håber, at vi kan få taget revanche. Men med mit dumme hoved er det så ubehageligt at rende ind og ud af bilen og gå rundt på ujævnt terræn. Så jeg syr noget mere, end jeg geocacher. Jeg har sammen med et par andre oprettet en forening, så vi kan låne offentlige lokaler. Det brugte vi, da vi havde en underviser fra England her i efteråret, og vi mødes hver anden tirsdag på den lokale skole for at sy og hygge os. Oh, I love it.

Venner og familie
Love you all. Jeg er stadig ved at vænne mig til kun at se brormand og familie to gange om året, når de er hjemme fra udlandet, og jeg holder nok aldrig op med at være træt af det.. Og som enhver børnefamilie ser vi vennerne for sjældent. Men ungerne bliver større, Pelle kan overskue mere, så jeg er sikker på, at det bliver et bedre år end sidste år.

Malurten i bægeret
Jeg er træt af altid at have ondt og være et skravl.

Hvordan gik det så med nytårsforsættene fra sidste årsopgørelse?
Ja, her er en fra 2007: Ikke drikke så meget kaffe med sukker: Jeg drikker kaffe med mælk og sukker, og sådan er det.

At blive bedre til ikke at komme så tæt på stress igen. – njah, jeg ved sgu ikke. Stress er måske ikke så problematisk, når man ikke har et arbejde, men jeg skal love for, at man kan have stress uden at have travlt. Det har taget mig lidt tid at forstå det, men når man slår nakken, som jeg har gjort, så får man simpelthen stress, fordi kroppen har så svært ved at holde hovedet på plads, og hjernen er forvirret.

Holde min nye vægt. Ja, det går sgu rimeligt. Det er jeg glad for. Men det er ikke et nytårsforsæt, det er et livsforsæt, for det er altså en daglig udfordring.

Blive bedre til sytekniske ting – jeg vil være bedre end ”avanceret begynder”. – jeg arbejder da på sagen. Men jeg kan stadig ikke sy tøj, der sidder ordentligt, efter jeg har tabt mig. Det er dælme træls. Men jeg arbejder på det!

Komme op i gear igen – jeg (og det er Jesper nok også!) er så træt af, at jeg altid er så træt. (Indsæt selv hånlig latter og græmmelse her…) – nåja, det gik da fint det første halve år af 2009.

Nye mål for 2010
Ja, jeg håber vist bare på, at min nakke og mit hoved får det bedre, så jeg vil gøre, hvad jeg kan for det – blive ved med at træne, blive ved med at være optimist. Hvis man ikke har sit helbred, har man ingenting, og så er det vist en dum idé at sætte for luftkastelsagtige mål. 🙂 Men jow, få det bedre, så jeg kan få et job og noget mere kvalitetstid med mig selv og alle andre.

Sorry, the comment form is closed at this time.

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha