Tanker
Sidste år kaldte jeg “the roller coaster year” – jeg ved snart ikke, hvad det her år skal kaldes, men det har ikke været et af de bedste i rækken. Heller ikke blogmæssigt – jeg har været en rigtig dårlig blogger, men jeg synes, at det er så svært at blogge, når der ikke er så meget godt at sige. For der har faktisk ikke været ret meget godt at sige i det forløbne år – der har været mange skuffelser, mange kampe, og jeg kommer til at bruge for meget energi på ting, der burde være sekundære. Men jeg kan jo rigtigt godt lide at blogge, det er i virkeligheden sådan en rar egentid, og egentid skal man dælme godt nok hæge om.

Jeg synes, at det er så svært at afsætte tid til det, jeg selv gerne vil, og som giver mig glæde og energi. Jeg ved godt, at man ikke kan være noget for andre, hvis man ikke er noget for sig selv, men i praksis er det svært for mig. Jeg er sygemeldt med det dumme piskesmæld, og jeg har konstant hovedpine. Jeg bliver hurtigt overanstrengt, så jeg bliver rigtig dårlig. Jeg passer Pelles hjemmetræningsprojekt, og det bruger jeg det meste af min energi på. 3-4 gange om ugen skal jeg bruge tid om formiddagen på at forberede træningen om eftermiddagen, som varetages af enten mig selv eller en hjælpetræner. To gange om ugen skal jeg selv til træning, hvilket er vigtigt for mit forsøg på velbefindende, men jeg har måttet skære det ned til én gang om ugen for tiden, fordi jeg går til noget behandling på sygehuset for piskesmæld, som er en eftermiddag om ugen + forberedelse hver dag. Der er ikke andre end mig, der kan passe hjemmetræningsprojektet, så det kan jeg ikke sygemelde mig fra. Og når jeg så har hentet Simon og Jesper kommer hjem, så skal jeg jo også have energi og overskud til at være sammen med dem. Derfor går jeg hele dagen og passer på, at jeg ikke overanstrenger mig – og selvom det gør mig glad at gå et par timer i syrummet, risikerer jeg at overanstrenge mig, så jeg ikke har energi senere, så derfor undlader jeg at gå i syrummet, fordi jeg ikke synes, at jeg kan være bekendt at være så træt, når vi skal være sammen efter arbejde. Det er godt nok besværligt.

Det udadvendte sociale liv lider også under, at vi er ikke er en overskudsfamilie. Vi tager ikke bare lige ud og besøger nogen, jeg er tit træt og har ondt, Jesper er træt, og vores unger er ikke så nemme lige at tage med eller bare lige noget noget som helst. Men vi glæder os over de mennesker, vi ser, og de mennesker, der stadig vil se os. grin

Min lille familie
Tre dage før jul fik Simon diagnosen autisme (atypisk autisme med normal begavelse). Vi vidste godt, at der kom en diagnose, men vi havde ikke regnet med, at den var i den tunge ende, så at sige. Når jeg kigger tilbage på Simons liv i bagklogskabens klare lys, har der været svage tegn, vi ikke har set. Det seneste år har vi snakket frem og tilbage med børnehaven om, at han virkede så doven og manglede det der drive, der skal til, for at man udvikler sig. Det korte af det lange blev, at han blev udredt på børnepsyk i efteråret, og nu har vi så to børn med autisme. De er ret forskellige, de to, så vi kan ikke bare gøre det samme emd Simon, som vi gjorde med Pelle. Og Simons autisme er mere indadvendt, så det vil i praksis være sværere at have med at gøre, end Pelles har været. Så det er godt nok tre dybe indåndinger og ind i kampen igen. Men denne gang føles det ikke så håbløst, som da Pelle fik diagnose – vi kan jo se på Pelle, at det hjælper at blive et par ældre, ABA-træning eller ej, og selvom det ikke gør det for alle børn med autisme, så giver det da lidt håb.

Pelle klarer sig godt. Han udvikler sig stadig rigtig godt, omend de sidste måneder har været svære for ham. Han bliver nemmere meget vred, og vi har en tanke om, at han simpelthen har det svært med, at Simon er så uforudsigelig og kan blive så rasende. Han skal i skole til sommer, i vores lokale distriktsskole, så det bliver meget spændende. PPR og børnehaven mener bestemt, at det nok skal gå, så vi er fortrøstningsfuld, omend vi også er lidt nervøse for, hvordan det dog skal gå. Men han skal have chancen – han vil så gerne andre børn. Man får desværre ikke ret meget støtte med, men vi søger om noget mere, og så ser vi, hvad det ender med. Der er mange faktorer i det, som man ikke kan styre – f.eks. om de andre forældre er rummelige eller ej, for hvis de er det, så bliver børnene det også. Jeg håber, at de andre forældre kan se fordelen i, at deres børn lærer at tage hensyn og forstå børn, der ikke lige er helt mage til dem selv. Pelle begyndte til FDF efter sommerferien, hvor Jesper er blevet leder også og er sammen med ham, og Pelle er pavestolt og synes, at det er sjovt at være af sted.

Sammen med nogle af de andre ABA-forældre kæmpede vi en lang og hård kamp for ABA som offentligt tilbud i Århus Kommune. Desværre stod stjernerne ikke rigtigt, og det er svært at tænke langsigtet midt i en meget stor sparerunde. Lige nu samler vi kræfter og må finde andre løsninger. Men det er jo dobbelt bitter, at vi tabte kampen i denne runde, når vi nu har to børn i målgruppen. Virkelig, virkelig bittert.

Jesper står stærkt i vinden, må jeg sige. Du godeste, som vi nogle gange kan se på hinanden og citere TV-2: “Jeg anråber Himlen og jeg sværger op til Gud, det var slet ikke sådan, mit liv sku’ se ud”.
Han har for alvor foldet sin hobby ud, nemlig at bygge med LEGO. Han har fået et bord og noget reolplads i lagerrummet ovenpå, og han bygger også en hel del med ungerne. Han har også været på træf og den slags, så det er super.

Helbred
Ja, det er ikke blevet bedre – snarere tværtimod. Evig hovedpine giver hjernen stress, og jeg kan mærke, at det nærmest er begyndt at sætte sig. Så det er der ikke særligt meget pænt at sige om. Jeg er som sagt begyndt i noget behandling, og når det er ovre, skal jeg snakke med kommunen om, hvordan jeg har det, og hvad vi så stiller op.

Hobby
Ja, syning er stadig mit “orkanens øje” – it keeps me sane. Jeg fik slæbt en del nye symaskiner til huse i 2010 – langt de fleste var brugte antikke maskiner, og så var der en udskiftningen af min overlocker til en splinterny. Vi mødes stadig i syklubben og syr sammen hver uge, og jeg elsker det. Jeg får ikke lavet så meget, som jeg gerne vil – men jeg beskæftiger mig med det, også når jeg læser blogs om det, og det hjælper også lidt på humøret. Vi får besøg af “vores” underviser fra England igen her i slutningen af marts. Jeg ved ikke, hvor meget jeg kan deltage, men jeg må jo være med, så meget som jeg kan – i hvert fald glæder jeg mig.

Vi har ikke været ude og geocache meget længe. Jeg får det simpelthen så skidt af at trave på ujævn grund, og min nakke gør så ondt, når jeg kigger op og kigger ned mere end nogle sekunder ad gangen, og så det er faktisk ret svært at leder efter en cache. Suk.

De andre ting
Vi købte jo en campingvogn i 2010! Vi købte den sidst på sæsonen, så vi nåede kun ud og bruge den lidt, inden det blev for koldt, men vi ser frem til foråret, hvor vi kan komme af sted igen. Drengene glæder sig, og jeg er sikker på, at det bliver godt for dem, at der er en base for dem, så selvom vi er et nyt sted, så er deres seng og vores bord det samme. Vi skal have udtænkt et system, så vi får noget ro, når vi er af sted, så drengene ikke løber på væggene – på samme måde, som vi har lidt system i tingene herhjemme i weekenderne.

Vi fik også en ny bil, fordi den anden parkerede to hjul på skrotpladsen. Vi beholdt den gamle, indtil den skulle skrottes, så vi havde to biler i efteråret. Det gav mig simpelthen sådan en ro, at det ikke ALTID var mig, der skulle køre med ungerne, men at Jesper havde muligheden for det, hvis jeg en morgen havde det rigtigt skidt, så vi besluttede at købe en lille bil til Jesper, så vi nu igen har to biler. Dyrt i drift, ja, men for pokker, hvor det dog giver RO!

Hvordan gik det så med målene for 2010?

Argh, manner. Elendigt. Lad os tale om noget andet.

Mål for 2011?

Ro. Prøve at blive rask.

Sorry, the comment form is closed at this time.

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha