Det er snart et halvt år siden, min far døde – i den kommende uge, helt præcist.

Det har dælme været et hårdt halvt år, det må jeg sige. Jeg føler, at jeg i perioder har ligget helt fladt. Jeg er ikke deprimeret, men jeg har været trist og ked af det. Det var helt forkert at fejre min fødselsdag uden min far. Det var endnu mere forkert at fejre jul uden ham. Åh, det var hårdt.

Rigtig mange ting mindede mig om ham. Jeg fik ny computer i december, og da jeg pakkede den ud og tog plastic af den, var lugten af ny plastic helt den samme som på intensiv, hvor alting er pakket i sterile plasticpakker, og jeg blev meget uventet slået helt ud af kurs. Min far var ingeniør og fik derfor ugebladet Ingeniøren fra os, fordi Jesper er medlem af den fagforening. Det tog mig helt utrolig mange fredage at holde op med at tænke “uh, den skal vi huske til min far”, når jeg så den i postkassen. For nu skal den jo bare ud, når Jesper har læst den. Vi havde Ceres Royal i køleskabet, fordi det var min fars foretrukne. Det behøver vi så ikke mere. Sådan var der virkelig, virkelig mange ting. Og er stadig.

Jeg fik en psykologhenvisning før jul, fordi jeg bare sad fast i det. Og tudede og tudede og tudede.

Tredje juledag satte vi hans urne i jorden, og senere den dag skete et uheld, som nærmest har revet familien over. Så meget skældud, vrede, arrigskab og alle mulige andre følelser er væltet ud over det hele i den forbindelse og har sat sorgprocessen nærmest helt i stå hos nogle af os. Fanden ta’ det, altså.

Jeg er ved at afslutte forløbet hos psykologen, og jeg håber, at jeg når i mål, inden hun skal videre til et andet job.

Der har også været gode ting. Syweekend i november med slænget. Sykursus med Celia i januar. Hotelovernatning med Jesper. En fin påskeferie. Jeg vil jo allerhelst være glad. Og det går også bedre. Men det er godt nok svært i den her suppedas. Autisme, erstatningssag, hovedpine med hovedpine på og alt derimellem. Men forår og sommer kommer forhåbentlig til at hjælpe på det hele.

Skål for forår, sommer og glæde igen. For dælen da!

 Leave a Reply

(required)

(required)

You may use these HTML tags and attributes: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha