image

Vi fabler jo jævnligt om, hvornår og hvordan vi får os det der sommerhus, vi godt kunne tænke os. Grunden ligger jo og kalder på et lille hus. grin  Det piner os (i hvert fald) mig at holde sig den oprindelige plan om at vente med noget som helst, indtil mit studielån er betalt. Der er jo LÆNGE til! Der var jo f.eks. sagaen om togvognen, som jo ikke var så nemt at bruge. Så vi snakker jævnligt om, hvordan det mon kan gøres. Der er ikke længere noget praktisk i at overtage et ældre hus fra en anden grund og så flytte det på en blokvogn, for et sommerhus skal i vore dage opføres med næsten lige så meget isolering som et helårshus. Det er nemt nok at klappe et lag mere på ydersiden med ekstra rockwool imellem, men det er svært med tag og gulv. Vi har kigget på et par muligheder, og … nej, det går ikke. Så har vi snakket en del om en campingvogn, men det er bare heller ikke smart i regnvejr, så man kan sidde derinde og glo.

Vores nyeste idé er så at finde nogen at bygge sammen med, så hver familie ejer 50% hver. Jespers forældre har i umindelige tider haft et sommerhus med et andet hold i familien, og der har aldrig været større uenigheder. På den måde kan man holde udgifterne på et acceptabelt niveau uden at skulle være nødt til at leje ud.

Man skal jo så også være nogenlunde enige med dem, man ejer sammen med. Rygeforbud og fordeling af uger og udgifter er sikkert det nemmeste af det, men der er jo mange ting, man ikke sådan rigtigt kan nedfælde. Hvor meget må man låne ud til vennerne? Fester? Rengøringsniveau? Arbejdsweekender? Smag og behag i huset? Det gælder nok bare om at kende hinanden godt og have talt alt igennem, inden man stikker spaden i jorden.

Vi kender nogen, der gerne vil bygge os et fint og velisoleret træhus på ca. 60 kvm med soveværelse, køjerum, badeværelse, køkken, stue, entré og hems, så den samlede pris bliver lige under det, som 30 år gamle sommerhuse på samme størrelse sælges til rundt om i samme område. Det kan nok ikke gå helt galt. Hvis altså vi lige finder nogen at bygge det med. grin

Kender du til lignende arrangementer? Vil du fortælle din historie?

Sorry, the comment form is closed at this time.

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha