I dag begynder Pelles udredning på børnepsykiatrisk. Vi får hjemmebesøg af en distriktspædagog om en halv time. Jeg småtuder allerede. Og det er der jo ingen grund til, vi har ventet på den udredning, hun bringer næppe noget nyt til torvs, der er næppe noget, der kan skræmme os længere.

Men … I dag er det præcis 18 måneder siden henvisningen, og vi har ventet i de 18 måneder. Nu er dagen kommet, og de sidste par dage har alle følelser, alle frustrationer og alle tårene fra de sidste 18 måneder stået i kø for at blive genoplevet, fordi den elendige udredning er så stor en milepæl. Eller, det er den måske ikke i praksis, men alligevel. At få besøg af børnepsyk (eller selv besøge) er altså også et spark i ansigtet a la “DER ER NOGET GALT I HOVEDET PÅ DIT BARN”, og vi har kun været i kontakt med dem en enkelt gang før, så på det punkt er jeg stadig lidt tyndhudet.

Så jeg ved jo godt, hvorfor jeg tuder, og hvorfor min dejlige store Pellemus lige får et ekstra kram, men jeg vil nu alligevel gerne lige sætte en prop i kanalen, inden hun kommer, for det er altså ikke særligt hensigtsmæssigt på nogen måde. Når hun skal se, hvordan Pelle fungerer, skal jeg jo ikke gøre ham forvirret ved at sidde dér og vande høns. Jeg må lige …

Vi havde i øvrigt møde med talepædagogen i denne uge. Pelle er blevet så god til at udtale ord, at han ikke behøver talepædaogisk undervisning. Der er alle de andre ting med begreber, sprogforståelse og brug af sproget, der stadig er bagud, men han udtaler fint. For et år siden kunne talepædagogen slet ikke teste ham. Han er rykket så meget på et år. Og vi forældre fik meget ros, for han ville ikke være rykket så langt uden vores ihærdige indsats. Oh, we like!

Sorry, the comment form is closed at this time.

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha