Vi har været på camping her i påsken. Det er gået godt, og vi har ikke haft flere konflikter, end vi ville have haft herhjemme, og jeg har også hængt nogenlunde sammen. Jeg vil her berette om en enkelt situation, som jeg har tænkt lidt over.

På campingpladsen var der sådan et stort børnebadeværelse med tre lave brusere, to babybadekar og nogle forskellige tingester, der kunne sprøjte vand, hvis de ellers var tændt. Vi skulle have ungerne vasket, så vi går derop. Først prøver vi at få dem overbevist om at prøve bruseren eller i det mindste få vasket deres tæer i bruseren, men det kan vi godt glemme. De går i ragende panik. De er bange for bruseren herhjemme også, men der var jo ikke noget almindeligt badekar. Det ender med, at de får hvert et babybadekar, hvor Pelle så sidder skruet fuldstændigt ned i det – han er 130 cm høj. Nå, til sidst er de rene, vi får dem tørret (det kan de ikke selv – Pelle kan dog tørre sig halvvejs, fordi vi er begyndt at træne det), og så render de lidt rundt og leger.

Ind kommer så en mor og en dreng på ca. 4 år. Vi hilser, drengene har hoppet med ham på hoppepude. Han tager tøjet af, hopper selv op i bruseren og holder selv bruseren over sit hoved, mens moderen vasker ham. Da de så er færdige, hjælper hun ham ud på gulvet, og han går selv i gang med at tørre sig. Hun siger så “jeg går lige ud og ser til de andre – husk at tørre dig mellem tæerne”, og så går hun ud, og knægten får sig tørret. Så kommer faren ind og giver ham creme på og sætte ham til at tage nattøj på. Ingen natble nødvendig. Jeg bliver lidt trist til mode, som vi sidder der i badeværelset, for hvor han den dreng dog meget, som mine drenge overhovedet ikke har begreb om. Vi taler virkelig skærende kontrast.

Til sidst tager jeg mod til mig og siger til faren: “Hvor har du dog en dygtig dreng, alt det han kan selv”. Og så svarer faren sådan lidt overbærende, måske endda med en snert af hån, og et hovedkast i retning af drengen: “Ja, LIGE NU er han dygtig.” – jeg tager endnu mere mod til mig og siger “Jamen, han er da dygtig!” – og faren svarer “Jaja”.

For dælen da. Jeg er klar over, at folk med almindelige, neurotypiske og normaltudviklede børn ikke aner, hvor heldige de er – og heldigvis for det, at de ikke har haft det modsatte inde på livet. Men du der hånlige far, vær dog for pokker lidt stolt af din knægt, når nogen roser ham! Fat dog, at det vil ingen på under 80 år sige den slags af høflighed. Det kan da sagtens være, at den dreng ikke altid er lige så nem og dygtig, som han var lige der på badeværelset, men helt ærligt. Årh, jeg blev sgu så træt af almindelige forældre lige der. Og hvad ligner det at sige den slags, når knægten hører på det? Tal lige om at ødelægge hans selvtillid – han har sgu da ingen grund til at være dygtig, når hans dumme far alligevel ikke værdsætter det. Klaphat.

Sorry, the comment form is closed at this time.

   
© 2012 anya.dk Suffusion theme by Sayontan Sinha